Andreas Odbjerg får sit eget tv-program
Popsmeden lærer fra sig
Andreas Odbjerg får sit helt eget musikprogram, hvor han selv sætter rammerne og bestemmer spillereglerne.
Det skriver DR.
Programmet har titlen 'Andreas Odbjergs Popmanifest' og giver seerne et sjældent indblik i sangskriverens metode og tilgang til popmusik.
Et bredt publikum
Her præsenterer han sit personlige popmanifest eller hans bud på, hvordan man skriver en sang, der har potentiale til at ramme et bredt publikum.
Over fire episoder følger man sangskriverprocessen helt tæt, når Andreas Odbjerg hjælper nye artister med at udvikle deres musik og forløse deres potentiale.
Popsang fra bunden
I hvert program udvælger han én artist, som bliver sat sammen med nogle af Danmarks dygtigste session-sangskrivere.
Sammen skal de forsøge at skabe en ny popsang fra bunden.
Rammerne er sat i et hus på 'Teaterøen'i København, hvor sangskriverholdet over to intensive dage arbejder frem mod ét fælles mål: At skrive en færdig sang, som kulminerer i en live-performance.
Drivkraft i processen
'I morgen er der også en dag'-sangeren indgår selv aktivt på sangskriverholdet og fungerer som både medskaber og drivkraft i processen, hvor han med alle midler forsøger at skubbe samarbejdet og kreativiteten i den rigtige retning.
’Andreas Odbjergs Popmanifest’ får premiere 1. marts 2026 på DRTV og DR2.