Anders Breinholt får værtstjansen
'LOL: Den der ler sidst' får premiere allehelgensaften uden hende ved roret
Streaminggiganten Prime Video afslører ikke blot en ny udgave af underholdningsprogrammet "LOL: Den der ler sidst", men også en ny vært.
Når en halloween-udgave af programmet kan ses allehelgensaften 31. oktober, bliver det med Anders Breinholt som vært og ikke Sofie Linde, som ellers er vært på de ordinære programmer.
Det afslører streamingtjenesten i en pressemeddelelse.
I et opslag delt på Instagram sætter Anders Breinholt selv ord på jobbet:
- Som kæmpe fan af både det danske og udenlandske program, har det været lidt af en drøm at være med ombord, lyder det fra den rutinerede vært.
- Det har været helt vildt sjovt at lave, og jeg glæder mig absurd meget til, at programmet får premiere, skriver han blandt andet.
Fortrækker ikke en mine
I "LOL: Den der ler sidst" skal kendte komikere, entertainere og skuespillere forsøge at få hinanden til at grine uden selv at fortrække en mine.
I halloween-udgaven bliver otte kendisser matchet op to og to.
Her skal deltagerne konkurrere parvis.
Hvis én person griner to gange, ryger hele parret ud. Også hvis den ene del af parret skulle få den anden til at grine.

Optagelserne af halloween-udgaven af af "LOL: Den der ler sidst" er allerede i kassen. Men deltagerne bliver først afsløret på et senere tidspunkt, oplyser Prime Video.
Første sæson af den ordinære udgave af "LOL: Den der ler sidst" blev vundet af Martin Brygmann.
Anden sæson blev vundet af Rasmus Botoft.
I sæsonerne har Søs Egelind, Nikolaj Stokholm, Linda P og Lars Hjortshøj også været iblandt deltagerne.
Den, der ler sidst, vinder ud over titlen og trofæet også en pose penge, der skal doneres til en velgørende organisation.
Halloween-udgaven af "LOL: Den der ler sidst" kan ses på Prime Video 31. oktober.
