Alberte: -Jeg har låst tvivlen inde og slugt nøglen

Hun var kun fem år gammel, første gang hun optrådte, men det egentlige gennembrud som musiker fik hun i 1991 med albummet “Lyse Nætter”, der katapulterede hende ind på hitlisterne og i danskernes bevidsthed.

Alberte Winding ville musikken på sine egne præmisser.

Det har betydet, at hun har været nødt til at slå hårdt i bordet undervejs og låse sin tvivl inde og sluge nøglen.

Album-aktuel

Nu er hun aktuel med albummet “Hva drømmer du”, der udkommer den 29. september, og her ser hun tilbage på de mange første gange, der har formet hendes karriere.

Første gang jeg stod på scenen:

– Jeg var ret lille, da jeg optrådte i en tv-udsendelse, som min far instruerede og skrev; “Farvel, jeg hedder Kurt”. Jeg var fem år. Jeg tror mest, jeg var optaget af at få den sodavand, jeg blev lokket med. Og så af at tilbringe så mange timer med min far.

Første gang jeg virkelig lykkedes:

– Jeg skulle lave to lp’er og holde syv års pause som sanger, før jeg slog igennem med “Lyse Nætter”. Så kom der pludselig tryk på med to små børn og turné og en milliard interviews.

– Jeg blev faktisk lidt rystet og kan stadig have behov for at gemme mig. Jeg prøver at sortere i alting nu og kun dukke op, når jeg udgiver. Men jeg er kæmpe taknemmelig over at kunne leve af at synge og skrive. De år var en investering i et arbejdsliv, der gør mig glad i dag.

Første gang jeg tvivlede på, om jeg havde satset rigtigt:

– Jeg tænker ikke sådan. Det kan jeg ikke tillade mig at gå ind i. Som udøvende kunstner er jeg nødt til at lade, som om alting sker af en grund, og at alting giver mening. Men jeg har en konstant tvivl, som jeg har låst inde i min kælders dyb, og jeg har slugt nøglen.

Første gang jeg læste en anmeldelse af noget, jeg havde lavet:

– Uha. Det var hårdt. Mange år efter gav den samme anmelder mig en meget smuk anmeldelse. Det tog 20 år. Vi skrev sammen på mail, og det var så fint. Den første hårde anmeldelse betød alt for meget, det skulle den slet ikke have gjort.

Første gang jeg fik løn – og hvad jeg brugte pengene på:

– Richard Branson, som skabte Virgin, vores første pladeselskab, købte og solgte aktier i det britiske postvæsen og gav sine kunstnere fortjenesten. Det blev 1700 kroner til hver. Vi købte julegaver for pengene og lidt mad. Red Hot Chilli Peppers fik det samme beløb, går jeg ud fra.

Første gang jeg blev genkendt på gaden:

– Måske var det allerede som lille, men i hvert fald efter min debut i “Bamses Billedbog”. Jeg syntes ikke, at Luna var mig, så jeg forstod ikke hurlumhejet. For nylig sagde Onkel Reje noget pænt om mig fra scenen, og så er jeg på toppen over at være kendt af nogen.

Første gang jeg sagde fra:

– Det var, da jeg stoppede som sanger i syv år. Jeg var holdt op med at ryge, var gravid og pludselig rasende over at blive bedt om at være en anden type artist af mit selskab. Men det var jo virkelig nødvendigt, at jeg rykkede mig. Så vi havde allesammen lidt ret i vores skænderi.

– Jeg slog bogstaveligt i bordet, så glassene væltede, og skred. Da jeg kom tilbage med Jan Rørdam og Aske Bentzon som makkere, var det med en ny inderlighed og ti hits.

Første gang jeg blev behandlet som en VIP:

– Det var, da jeg efter Lyse Nætter-turneen ville se, hvad det der Jazzhouse (natklub i København, red.) var for noget. Jeg fik et nik fra dørmanden og gik uden om køen, sådan som musikere gjorde på det sted. Jeg var musiker!

/ritzau/FOKUS