Åh nej - det er sket igen

Også på sidstedagen har Roskilde Festival i al hast måttet finde en erstatning, og endnu en gang er svenskerne kommet festivalen til hjælp

Udgivet Opdateret

Grundet uforudsete rejseudfordringer har den amerikanske sangerinde Kassi Valazza aflyst sin optræden på årets Roskilde Festival.

Det oplyser Roskilde Festival i en pressemeddelelse.

Koncerten skulle have fundet sted lørdag eftermiddag. Men det er lykkedes Roskilde Festival at finde en erstatning i sidste øjeblik.

Kommer fra Sverige

Erstatningen kommer fra hinsidan.

Det bliver nemlig den svenske musiker Albin Lee Meldau, som går på Gloria-scenen i stedet for Kassi Valazza.

Roskilde Festivals tredjedag var også ramt af aflysninger.

Det amerikanske bluegrass-band The Po' Ramblin' Boys måtte aflyse grundet triste omstændigheder.

- Vi bliver hjemme på grund af et uventet dødsfald af en, vi alle elskede højt. Vi håber, at vores venner og fans forstår beslutningen, skrev bandet i en besked, som Roskilde Festival efterfølgende delte.

Også fra Sverige

Roskilde Festival fik også her assistance fra Sverige i skikkelse af den svenske folkemusikgruppe Hialøsa, som lukkede hullet i programmet efter den triste aflysning fra The Po' Ramblin' Boys.

Den britiske rapper Bru-C måtte også aflyse sin koncert fredag. Det skyldtes personlige omstændigheder.

- Alle involverede har prøvet alt for at få showet til at fungere. Men desværre er Bru-C ikke i stand til at optræde i år, lød det.

Ukendt Kunstner lukker og slukker årets Roskilde Festival med en nattekoncert på festivalens næststørste scene, Arena.
Ukendt Kunstner lukker og slukker årets Roskilde Festival med en nattekoncert på festivalens næststørste scene, Arena.

Bru-C blev erstattet af det britiske elektroniske band Plaid.

Årets Roskilde Festival lukker og slukker natten til søndag med Ukendt Kunstner, som går på Arena-scenen.

Powered by Labrador CMS