Afsløring: Populær poptrio klar til Grøn Koncert

Hitgruppen Scarlet Pleasure bliver en del af årets grønne koncertkaravane med blandt andre Rasmus Seebach.

Scarlet Pleasure optræder for sommerglade danskere til årets Grøn Koncert. Pressefoto.
Udgivet Opdateret

Det er en stærk musikalsk treenighed, der pryder plakaten til Grøn Koncert i år.

Hittrioen Scarlet Pleasure er nemlig det andet offentliggjorte navn til den populære koncertturné, der bevæger sig igennem sommer-Danmark fra den 20. til den 30. juli.

Det afslører Grøn Koncert i en pressemeddelelse.

Forsanger glæder sig

Gruppens forsanger, Emil Goll, glæder sig til at spille for de feststemte danskere.

– Det bedste ved at komme ud og spille på Grøn bliver at opleve det fællesskab, som vi har hørt så meget om. Både artisterne imellem, men også med de frivillige, fortæller Goll og fortsætter:

– Der kommer ligesom en hold-spirit, og man gør det for noget, der er større end én selv, siger han med henvisning til, at overskuddet går til Muskelsvindfonden.

Foruden forsanger Emil Goll består trioen også af trommeslager Joachim Dencker og bassist Alexander Malone, der fortæller, at det er en drøm, der går i opfyldelse.

– De, der spiller på Grøn, er store artister – det er jo nogle kæmpe kunstnere, der gennem tiden har spillet der. Så at blive en del af dén familie og være med rundt og spille de her steder sætter vi vildt stor pris på, jubler hitbassisten.

Gruppen, der tidligere har optrådt på Roskilde Festivals legendariske Orange Scene, er kendt for hits som “Heat” og “Windy”.

Årets Grøn Koncert finder sted fra den 20. til den 30. juli og starter og slutter i København. Derimellem skal koncertkaravanen landet rundt til Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Næstved.

Grøn turnéplan 2017

20/7 – København
21/7 – Kolding
22/7 – Aarhus
23/7 – Aalborg
27/7 – Esbjerg
28/7 – Odense
29/7 – Næstved
30/7 – København

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS