80 år: Klar til at lægge guitaren

Pete Townshend fra 'The Who' tager på sin sidste turné.

Offentliggjort

- I hope I die, before I get old.

Det skrev en ung og oprørsk 20-årig rockrebel ved navn Pete Townshend i den ikoniske sang "My Generation" i 1965 til sit band The Who - en af rockhistoriens mest indflydelsesrige grupper.

Men sådan gik det ikke. I dag er han fyldt 80 år. Selv vil han nok fortsat mene, at han er en rockrebel.

Andre har kaldt ham en fantastisk guitarist og dertil en af sin tids store sangskrivere.

Men også en nærmest professionel granatkaster, der i en 60 år lange karriere ikke har haft problemer med at sige sin mening om hvad og hvem som helst. Diplomati er ikke hans stærke side.

Vil være bedst

Pete Townshend har lagt sig ud med alle og enhver. Men han har også stillet store krav til sig selv. Som konkurrenceminded ener ville han altid være bedst og mener nok også, at han var det.

Blandt de mange kunstnere, han har talt ilde om, var 'The Beatles', som han fandt slemt overvurderede.

Pete Townshend fotograferet med sin kone, Rachel Fuller, ved Tony Awards i New York i 2024. Den 19. maj fylder Townshend 80 år.

Til gengæld blev han møgsur, da en ny generations meget yngre rockgud Kurt Cobain skrev i sin dagbog: "I hope I die, before I become Pete Townshend". I betydningen aldrende sellout med identiteten bygget på ungdommens meritter.

Aldrig kedelig

Men som en kritiker engang skrev:

- Pete Townshend er ikke altid elskelig. Men han er aldrig kedelig, og det er vel det, rock and roll handler om.

Han voksede op hos fordrukne kunstnerforældre og en sindsforvirret bedstemor.

Men guitarakrobaten Pete Townshend faldt aldrig i baggrunden, når The Who optrådte. Både hans destruktion af de instrumenter, han spillede på, og hans armvindmølle blev kendte symboler på hans energi.

Mest roste

Forud for albummet "Tommy" ville Pete Townshend have lavet en rockopera. Men bandet havde ingen penge, og de andre medlemmer ville bare spille rock. Så "Tommy" blev et album - og et af de mest anmelderroste af slagsen.

Senere fik Pete Townshend så sin rockopera, der både kom op i teatre og på film.

The Who blev med sin bombastiske lyd en central del af ungdomsoprøret og er nævnt som en af de tidligste inspirationer til punkmusikken, som for alvor eksploderede i 1970'erne og 1980'erne.

Tandløs omgang

Bandet kom - efter 13 års pause - med deres formentlig sidste album i 2019, som af anmelderne blev kaldt en ualmindelig tandløs omgang.

For få dage siden annoncerede "Hope I die before I get old"-fyrene Pete Townshend og sanger Roger Daltrey så deres sidste afskedsturné til efteråret i USA og Canada.

Bryder sig ikke om det

Det skete på et lidt kikset pressemøde, hvor Roger Daltrey på videolink tydeligvis ikke var helt sikker i teknikken. Mens Townshend gentog, hvad fans ved, at han ikke bryder sig om at turnere. Men han lovede at gøre sit bedste.

Curt Cobain ville næppe have brudt sig om det. Men Cobain levede til gengæld ikke længe nok til at se det.

Powered by Labrador CMS