75 år i dag

Medierne har brugt ham som sagkyndig i årtier, men professor Niels Egelund er ikke ligefrem højtelsket på landets lærerværelser. 26. august fylder han 75 år.

Professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU. Onsdag den 26. august fylder han 75. (Arkivfoto) – Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Skolelærer, psykolog, pilot, forsker. Og særdeles udskældt ekspert.

Professor Niels Egelund har mange titler. Han har i årtier været en af de mest brugte forskere, når medierne har behandlet undervisnings- og uddannelsesstof.

Artiklen fortsætter under videoen

Han har også for mange lærere været et yndet hadeobjekt, da han ganske udiplomatisk har anklaget danske lærere for at klynke og være dovne. Ligesom han har efterlyst mere god, gammeldags disciplin i folkeskolen.

Onsdag den 26. august fylder Niels Egelund 75 år. Han er i offentligheden især kendt som leder af den danske del af den internationale Pisa-undersøgelse af skoleelevers færdigheder i læsning, matematik og naturfag.

Han er stadig “100 procent aktiv” professor på DPU, Danmarks Pædagogiske Universitet, indtil 31. august.

– Her går jeg på pension og bliver emeritus for at kunne fortsætte min forskning i inklusion og specialpædagogik – indtil videre til udgangen af 2021. Ved pensioneringen har jeg været tilknyttet forskningsmiljøet i Emdrup i 41 år. Fra 1976 som professor, oplyser han.

Nogle har kaldt ham “Fænomenet Niels Egelund” og kritiseret ham for at udtale sig om alt mellem himmel og jord – også om ting, der intet har at gøre med hans forskning.

Under den store lærerkonflikt erklærede professoren i august 2014 til Ekstra Bladet: – Det er på tide, at lærerne tørrer øjnene og kommer i arbejdstøjet. Det er i mine øjne på tide, at lærerne holder kæft med deres pis.

Sådanne svadaer giver ikke mange venner på lærerværelserne.

Egelund har da også medgivet, at han som forsker ofte blander sine personlige meninger med rollen som ekspert, når journalisterne ringer.

– Men de meninger og opfattelser, jeg har, bygger på forskning, forklarede han i 2004 til fagbladet Journalisten.

Professoren begyndte selv med en læreruddannelse fra Odense Seminarium i 1968. Han var lærer ved Heden skole i Ringe et par år og tog senere en psykologuddannelse. Siden blev han tilknyttet Danmarks Lærerhøjskole (nu DPU).

Flyvning har været en anden passion i Niels Egelunds liv. Han har med 10.000 flyvetimer på bagen været pilot i såvel Sterling som SAS og Atlantic Airways.

Flyvningen som aktiv pilot lagde han på hylden i 2015 “på 50-årsdagen for min første flyvelektion”.

– Mit gamle militære jetfly blev ved samme lejlighed doneret til Danmarks Flyvemuseum. Det andet jetfly, jeg havde andel i, er solgt og flyver videre fra H.C. Andersens Lufthavn i Odense, oplyser han.

Niels Egelund er gift med psykolog Camilla Brørup Dyssegaard og bor i Søllerød sammen med hendes to børn. Han har to voksne børn fra sit tidligere ægteskab.

Powered by Labrador CMS