60 år: Klar til film om sit liv
Popstjernen Shania Twain måtte møde op på hjembyens barer for at synge for de berusede gæster
I barndomshjemmet i den canadiske by Timmins var pengene små og mad en mangelvare.
For at hjælpe med at betale regningerne begav den lille pige sig derfor ind i de røgfyldte lokaler, hvor hendes stemme blev belønnet med håndøre.
At folk i hele verden senere skulle betale store beløb for at blive en blandt tusindvis af tilskuere til hendes koncerter, stod ikke klart.
I dag har Shania Twain rundet 60 år.
Hun blev født i 1965 med navnet Eilleen Regina Edwards.
Forældrene blev skilt
Efternavnet blev skiftet ud med Twain, da hendes forældre blev skilt, og hun blev adopteret af sin stedfar, Jerry Twain.
Hjemmet var præget af vold og morens depression, men af frygt for at familien ville blive skilt ad, turde den lille pige ikke at fortælle nogen om det.
Eilleen Regina Twains kærlighed til musik forblev stabil i de ustabile barndomsår, og som teenager var hun klar til at gøre musikken til sin levevej.
Dræbt i ulykke
I 1987 blev den i forvejen udsatte familie ramt på ny, da Twains mor og stedfar blev dræbt i en bilulykke, og den unge canadier blev ansvarlig for sine tre yngre søskende.

Kort tid efter ulykken lykkedes det hende at lande sin første pladekontrakt, som kunne forsørge familien - og hun ændrede sit fornavn til Shania.
Albummet "The Woman in Me" fra 1995 satte Shania Twain på verdenskortet, og det følgende album - "Come on Over" fra 1997 - sikrede hende status som decideret verdensstjerne.
Bedst sælgende
Med sange som "Man! I Feel Like A Woman" og "That Don't Impress Me Much" solgte Twain mere end 100 millioner albummer, hvilket har gjort hende til den bedst sælgende kvindelige countrysanger nogensinde.
Mange mener, at den canadiske superstjerne har stået bag et vigtigt skifte i musikbranchen.
Hun byggede bro mellem pop- og country-genrerne og har på den måde banet vejen for kunstnere, der siden har trådt i samme fodspor.
Eksempelvis Taylor Swift, som har kaldt Shania Twain for en afgørende kilde til inspiration.
Affære afsløret
Mange af Twains hits blev produceret med hendes første mand, Robert Mutt Lange, som hun var gift med i 14 år og har sønnen Eja med.
I 2008 opdagede Shania Twain dog, at Lange havde haft en affære med hendes tætte veninde Marie-Anne Thiébaud.
Til alles overraskelse blev Twain efterfølgende forelsket i Anne-Maries eksmand, Frederic Thiébaud. De to blev gift i 2011.
Parret bruger i dag det meste af tiden i deres hjem i Schweiz.
- Jeg føler, jeg har fået en frihed til at gå mere op i mig selv og sige, "Hvis du vil gøre noget, så gør det!", sagde hun marts til US Magazine.
1. august i år afsluttede Shania Twain turnéen "Queen of Me Tour", som har kørt siden 2023.
Hun arbejder desuden på en film om sit liv.