60 år i dag
Dorte Mandrup er arkitekten bag Vadehavscentret og Isfjordscentret i Grønland. Hendes arbejde er blevet belønnet med flere priser. 28. juli fylder hun 60 år
Omgivelserne har allerhøjeste fokus, når arkitekt Dorte Mandrup lader blyanten forme en ny bygning.
Er det i byen, skal behovene i byrummet tilgodeses. Er det i landskabet, skal formerne i landskabet være afspejlet i bygningen.
Hun ser ikke sig selv som en "signaturarkitekt".
Men snarere som en, der lader sig inspirere af det sted, bygningen skal være.
Derfor ligner hendes projekter sjældent hinanden, fordi de netop afspejler de områder, de ligger i.
Relation til lokalsamfundet
- Uanset hvad man gør som arkitekt, når man laver en bygning, så forandrer man jo noget. Man kan ikke være neutral.
- Derfor kan man ikke lave arkitektur og kun koncentrere sig om det objekt eller den bygning, man laver, og få den til at fungere perfekt. Den skal være i relation til det, den ligger ved siden af, og give noget til lokalsamfundet, siger hun.
Hun har derfor et særligt mål med de projekter, hun kaster sig over:
- Jeg vil give mere tilbage til området, end hvad jeg har taget.
28. juli fylder en af landets mest succesrige og respekterede arkitekter 60 år.
Droppede medicin
Dorte Mandrup er datter af en arkitekt. Og det kreative har altid haft hendes interesse.
Det naturvidenskabelige har dog også draget hende, og derfor begyndte hun på medicinstudiet. Kort tid efter droppede hun ud for at begynde på Arkitektskolen.
Og her fandt hun sin rette hylde, fortæller hun.
I 1999 etablerede hun tegnestuen Dorte Mandrup Arkitekter på Vesterbro i København. Den beskæftiger i dag 75 personer, der er alt fra arkitekter og bygningskonstruktører til administrativt personale.
Tilfreds med projekter
Dorte Mandrup er pennefører bag store projekter som Vadehavscentret ved Vestkysten og Isfjordscentret i Illullisat i Grønland.
Og det er også de projekter, hun selv fremhæver som dem, hun er mest tilfreds med.
Isfjordscentret er netop åbnet. Og ifølge Dorte Mandrup giver det netop noget tilbage til lokalsamfundet.
- Vi har lavet en bygning, der graver rundt og skaber bevægelse, for at man kan se fjorden. Og vi har skabt et samlingspunkt som et offentligt sted, hvorfra man kan se fjorden, siger hun.
Bag Ikea-varehus
For tiden arbejder Dorte Mandrup på flere projekter.
Blandt andet er hun i gang med at tegne den nye attraktion The Whale i Norge.
Hun er også i gang med at tegne Eksilmuseet i Berlin.
Begge projekter er hun blevet arkitekt på efter at have vundet en konkurrence.
Hun er også arkitekten bag det kommende Ikea-varehus på Kalvebod Brygge i København, som efter planen skal åbne i 2023 og rumme 19.000 kvadratmeter.
Formand for pris
Dorte Mandrup har høstet stor anerkendelse både i ind- og udland. Blandt andet Finn Juhl Prisen og Statens Kunstfonds livslange hædersydelse.
Hun er også blevet udnævnt til juryformand for den prestigefyldte pris Mies van der Rohe som den første dansker siden prisens første uddeling i 1987.
Den runde fødselsdag skal også fejres med en reception og efterfølgende sommerfest for hele tegnestuen i slutningen af august.