60 år: Har altid taget humoren alvorligt

Hos komikeren Carsten Bang hænger alvor og humor tæt sammen

Offentliggjort

Carsten Bang har aldrig været klassens klovn.

Han var til gengæld den, der stod lige ved siden af, klar med en hurtig kommentar til klovnens optræden.

Og det samme har han gjort som stand-up-komiker i snart 35 år.

Siden 1991 har han levet af sine tilbagelænede og selvironiske jokes.

I dag har Carsten Bang rundet de 60 år.

Den anerkendte komiker havde oprindelig en plan om at arbejde inden for økonomi og markedsføring.

Stillede sig op

Carsten Bang er en af de tunge drenge i dansk stand-up. Han har turneret landet rundt med sit one-man-show og været fast inventar på TV 2's tidligere underholdningskanal Zulu. Den 12. september fylder han 60 år.

Men på opfordring af en kammerat stillede han sig som studerende for første gang op på stand-up-scenen i København.

- Og så blev det sgu det, at livet blev brugt på, siger Carsten Bang.

Scenen er siden blevet hans hjemmebane, hvorfra han har underholdt publikum med en række one-man-shows med titler som "Punk!" og "Alter Ego".

Komikeren har også ofte været at finde på tv-skærmen.

Senest i TV 2-dokumentaren "Bang og basserne", hvor han samler sine gamle soldaterkammerater til en uge i Forsvaret.

Skrå brædder

Og i radioen, hvor Carsten Bang i fem år sad i værtsstolen på det populære P4-program "Badabing".

I 2016 snittede han også de skrå brædder i rollen som Stig Lommer i teaterforestillingen "Dirch".

Carsten Bang kom i 2011 i vælten, efter at han i one-man-showet "Plukker Kameler" lavede en joke om tragedien på Utøya - blot to måneder efter massakren fandt sted.

Ifølge stand-up-komikeren er humor og alvor to sider af samme mønt.

Løsner alle situationer

- I en tid, hvor der kan være konflikter om alt muligt, så kan en joke løsne alle situationer. Det er humoren fantastisk til, siger Carsten Bang.

Aktuelt holder han foredrag for virksomheder og organisationer om, hvordan de kan bruge humoren i deres arbejde. Blandt andet fortæller han dem, at grænserne har ændret sig over årene.

- Der er nogle andre grænser nu, end dengang jeg var 20 år. Og det skal vi lære at navigere i.

Er gift

Carsten Bang voksede op Jebjerg i Midtjylland. Han er gift og har en bonussøn på 13 år.

50-års fødselsdagen fejrede komikeren med bordplan, rejecocktail og is til dessert.

Denne gang, hvor han fylder 60, vil han fejres med en fest, som hvis han fyldte 20.



Powered by Labrador CMS