30 år i dag

Mai Villadsen er venstreorienteret, men kommer fra Venstres kerneland. Den 26. december fylder Enhedslistens politiske ordfører 30 år

Mai Villadsen overtog i februar posten som politisk ordfører i Enhedslisten fra Pernille Skipper. (Arkivfoto)
Mai Villadsen overtog i februar posten som politisk ordfører i Enhedslisten fra Pernille Skipper. (Arkivfoto)

Hun havde kun været medlem af Folketinget i omkring halvandet år, da hun i februar blev politisk ordfører i Enhedslisten som afløser for Pernille Skipper.

Mai Villadsen, der 26. december fylder 30, er opvokset i Kibæk i nærheden af Herning. Forældrene er begge folkeskolelærere, som brændte for at hjælpe udsatte børn.

I et interview med Avisen Danmark fortæller Mai Villadsen, at man stak ud i Kibæk, hvis man ikke var borgerlig.

- Man kan lige akkurat være socialdemokrat uden at stikke ud - og så alligevel ikke.

- Min far blev overtalt til at stille op til byrådet i den gamle Aaskov Kommune, fordi der skulle være nogen, der ikke var Venstre. Han blev ikke valgt, siger hun i interviewet.

Overtalte to stemmer

Som 17-årig fik hun to personer i Kibæk overtalt til at stemme på Enhedslisten.

Det var de eneste to stemmer Enhedslisten fik i Kibæk ved det valg, fortæller hun.

Mai Villadsens politiske forbillede er hendes farmor.

Farmoren var syerske og formand for syerskernes fagforening i Herning i 20 år.

Hun lærte Mai Villadsen, at forbedringer i samfundet ikke kommer af sig selv. Man skal stå sammen og slås for dem i fællesskab.

Blev den næstyngste nogensinde

Mai Villadsen blev politisk ordfører i Enhedslisten som den næstyngste nogensinde.

Kun Johanne Schmidt-Nielsen var med sine 26 år, da hun overtog posten, yngre.

- Men jeg har også skullet bevise noget. "Åh nej, endnu en ung kvinde i front for Enhedslisten, hun er bare sat der på grund af hendes kønne ansigt," som folk hele tiden fyrer af.

- Jeg har haft et behov for at vise, at jeg er dygtig og kommer med noget, som er mig, siger hun til Avisen Danmark.

Mai Villadsen blev valgt til Folketinget for Enhedslisten i 2019.

Inden da havde hun været politisk rådgiver i partiet.

Første københavner i familien

Hun har tidligere også arbejdet i fagbevægelsen og været engageret i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Villadsen var også den første i sin familie, der flyttede til København.

Indtil hun blev politisk ordfører, var Mai Villadsen klimaordfører for Enhedslisten.

Da hun overtog posten som politisk ordfører, blev hun af DR spurgt, hvad motivationen var.

- Jeg har det meste af mit liv brændt for at gøre vores samfund og vores verden bedre, siger hun.

Det mener hun, at hun og hele Enhedslisten er med til, siger hun i interviewet.

Powered by Labrador CMS