28-årig dansker får stor pris

Den 28-årige danske forfatter Jonas Eika får Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Efter solen.

Jonas Eika vandt prisen. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Den danske forfatter Jonas Eika har fået Nordisk Råds Litteraturpris for 2019. Det meddeler Nordisk Råd i en pressemeddelelse.

Prisen får 28-årige Jonas Eika for sin novellesamling “Efter solen”, der blev udgivet sidste år.

(Artiklen fortsætter under videoen)

I en af novellerne følger læseren en 15-årig dreng, der arbejder som prostitueret i Mexico. I en anden følger læseren et par, som kæmper med sorgen efter at have mistet deres tvillingedøtre.

Juryen begrunder sit valg med, at novellerne “har overrasket og begejstret med sit globale perspektiv, sit sanselige og billedstærke sprog, og sin evne til at tale ind i samtidens politiske udfordringer, uden at man på nogen måde føler sig dirigeret et bestemt sted hen”.

– Jonas Eika skriver om en virkelighed, der er genkendelig, om vi så befinder os i København, i Mexico eller i Nevada – blandt finansspekulanter, hjemløse drenge eller folk, som tror på rumvæsener. Men der er poetisk magi i luften.

– Virkeligheden åbner sig mod andre muligheder, andre dimensioner. Det er der noget vidunderligt og håbefuldt i, som præcis minder os om, hvorfor litteraturen kan andet og mere end at spejle det, vi allerede kender til, lyder det i pressemeddelelsen fra Nordisk Råd.

Mærkelige

Novellesamlingen er tidligere også blevet rost af bogekspert Klaus Rothstein fra “Skønlitteratur på P1”, som har læst “Efter solen”.

– Det er mærkelige noveller, som man godt kan kalde fantastiske noveller – forstået på den måde, at de ligger i forlængelse af den almindelige virkelighedsverden.

– Samtidig er det noveller, der udtrykker en klimabekymring på en handlingsmættet og ret eksperimenterende facon, har Klaus Rothstein tidligere sagt til DR.

“Efter solen” er Jonas Eikas anden bogudgivelse.

Sammen med litteraturprisen modtager han 350.000 kroner.

Senest Nordisk Råds Litteraturpris gik til en dansker, var i 2017, hvor Kirsten Thorup modtog prisen for sin roman “Erindring om kærligheden”.

Prisen til Jonas Eika er blevet givet tirsdag aften ved en prisuddeling i Konserthuset Stockholm, hvor Nordisk Råd også uddeler priser inden for film, musik, miljø og børne- og ungdomslitteratur.

Powered by Labrador CMS