Gik ned med stress under optagelser

Alex Høgh Andersen undersøger i den nye komedieserie "Kald mig far", hvad der sker, når du konstant overskrider dine egne grænser af hensyn til andre

Kald mig far - seriens tema og karakterdybde

I 'Kald mig far' navigerer Emil, spillet af Alex Høgh Andersen, i komplekse relationer, hvor han konstant tilsidesætter egne behov for at behage andre, hvilket fører til både fysisk og psykisk stress.

Serien, der blander komedie med alvorlige temaer, bruger humor som et redskab til at håndtere og diskutere vanskelige emner, hvilket afspejler både karakterens og skuespillerens personlige erfaringer med grænsesætning og selvpleje.

Dette resumé blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hvor langt vil du gå for den gode stemning? Det spørgsmål gennemsyrer den nye Viaplay-serie "Kald mig far".

Fortællingen følger den unge Emil, som uden at kny accepterer, at hans mor - spillet af Ellen Hillingsø - bliver kærester med hans bedste ven. Samtidig lader han sig kue i sit eget parforhold, og så føler han sig i øvrigt også stærkt forpligtet til at redde klimaet ved rutinemæssigt at indsamle skrald i Københavns havn.

- Det er jo umuligt, konstaterer skuespiller Alex Høgh Andersen, der både spiller hovedrollen og sammen med sin bedste ven, Magnus Haugaard, har fået idéen til "Kald mig far".

Selv om der er skruet ekstra op for seriens præmis, kan Alex Høgh Andersen godt genkende sig selv i den overhensynsfulde karakter, som serien portrætterer.

Konfliktsky

- Jeg er pleaser for eksempel. Der er meget af Emil, jeg kan se i mig selv. Jeg er bedre til at sætte grænser, men jeg kan også sagtens være konfliktsky, når det handler om sociale relationer i mit personlige liv, fortæller skuespilleren.

I "Kald mig far" tilsidesætter Emil sig selv af hensyn til andre, i sådan en grad at hans krop begynder at reagere. Også den dimension vækker genklang i Alex Høgh Andersen.

- Ja, er du sindssyg, mand, udbryder Alex Høgh Andersen.

Syg under optagelser

- Jeg havde et sygdomsforløb på fire måneder ovre i Irland, hvor jeg lavede "Vikings" (amerikansk tv-serie, red.), og hvor jeg ikke fik lov til at restituere, selv om jeg var syg, og jeg blev simpelthen så syg i kroppen, fortæller den 29-årige stjerne.

- Jeg blev så syg i hovedet og i maven og gik ned med stress og angst på arbejdet. Man erfarer, at de to ting - det fysiske og det mentale - hænger så meget sammen. Hvis der er noget galt med hovedet, bliver der noget galt med kroppen og omvendt.

Svært at sætte grænser

Alex Høgh Andersen kom igennem forløbet ved blot "at overleve", fortæller han.

- Det var netop svært at sætte grænser for mig selv, fordi jeg var en af hovedrollerne på en af verdens største tv-serier. Det gjorde det svært at sige: "Jeg kan ikke arbejde i dag". Så siger de: "Det skal du! Der er 300 statister og en kamel på set, og vi er på toppen af et bjerg".

På en måde er der noget skønt ved, at du ikke kan lyve for dig selv, mener den autodidakte skuespiller.

Har konstant blodnæse

- Det kan Emil jo heller ikke. Det er meget tydeligt, at når han konstant har blodnæse, så er det nok, fordi der er noget indeni ham, der rigtig gerne vil ud, men ikke får lov, siger Alex Høgh Andersen.

- Det er da træls med den skide krop, der bare prøver at passe på os. Vejen til, at vi skal fatte, at vi skal passe på den, er så ufattelig hård.

Selv om "Kald mig far" zoomer ind på en dybt alvorlig problematik, så er det en komedieserie fra start til slut. Og det ligger der en vigtig pointe i, lyder det fra Alex Høgh Andersen.

Svære emner er nemlig nemmere at tale om, når vi kan grine af dem, siger han.

Healer mig selv

- Jeg bruger humor aktivt til at heale mig selv, så det har været fantastisk for mig at få lov til at arbejde med det på den her måde - at træde et skridt tilbage og se på denne her mærkværdig skøre situation og grine lidt af omstændighederne og det skøre liv, som vi lever, siger han og tilføjer:

- Det ér sjovt at have ufatteligt ondt i maven og et meget, meget grimt bremsespor i underbukserne, og så skulle gå ind og spille hardcore viking og kaste med økser. Det er en sjov kontrast, og det har jeg grinet af mange gange siden. Humor kan neutralisere noget af al det voldsomme, som man nu engang skal igennem som skuespiller, hvor pres er hverdag.

"Kald mig far" består af seks afsnit, som kan ses på Viaplay.

Ud over Alex Høgh Andersen byder rollelisten på navne som Ellen Hillingsø, Johanne Milland, Magnus Haugaard, Peter Gantzler, Roberta Hilarius Reichhardt og Søren Sætter-Lassen.

Powered by Labrador CMS