Regeringsleder modtager Frederik i lufthavn
Kong Frederik rejser onsdag til Grønland
Kong Frederik skal mødes med den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, når han onsdag rejser til Grønland.
Det fremgår af det foreløbige program, som Kongehuset netop har offentliggjort.
Jens-Frederik Nielsen modtager kong Frederik i Nuuk Lufthavn sammen med Kim Nielsen, der er formand for Inatsisartut, Grønlands parlament.
Kongen skal være i Grønland fra 18. februar til og med 20. februar.
Det endelige og mere detaljerede program for kongens besøg i Grønland bliver annonceret i begyndelsen af den kommende uge, lyder det.
Vil møde befolkningen i øjenhøjde
Han annoncerede sit besøg i slutningen af januar, da han og dronning Mary var på statsbesøg i Litauen.
Da lød det, at kongen glædede sig til at mødes med den grønlandske befolkning i "øjenhøjde".
- Vi føler meget med det grønlandske folk, og det har berørt os meget, hvad der foregår i Grønland i de seneste uger, lød det.
Af det foreløbige program fremgår det desuden, at kong Frederik på andendagen af sit ophold vil besøge byen Maniitsoq, der ligger på den grønlandske vestkyst omkring 140 kilometer nord for Nuuk.
Senere samme dag er der afrejse til byen Kangerlussuaq, hvor kongen fredag skal besøge Arktisk Basisuddannelse.
Fokus på militær oprustning i Arktis
Uddannelsen er en militær uddannelse, der varer seks måneder og giver færdigheder, der kan bruges både i Forsvaret og i det grønlandske beredskab, lyder det på Forsvarets hjemmeside.
Kongens besøg på uddannelsen falder i en tid, hvor der er stort fokus på militær oprustning i Arktis.
Grønland har været og er fortsat omdrejningspunktet for stor debat, efter at USA's præsident, Donald Trump, har udtrykt ønske om at overtage landet, mens han har sået tvivl om Danmarks evne til at beskytte øens grænser.
/ritzau/