Mary skal opleve 'elefanten i rummet'
Der venter dronningen en ganske særlig oplevelse i Moltkes Palæ
Der venter dronning Mary en stor og helt speciel oplevelse, når hun om aftenen den 25. februar deltager i fejringen af Psykiatrifondens 30-års jubilæum ved et arrangement i Moltkes Palæ i København.
Det afslører fonden i en pressemeddelelse.
Her vil dronningen nemlig blive præsenteret for hele 30 elefanter - eller 30 til 70 centimeter høje kunstværker - som er dekoreret af nogle af Danmarks dygtigste kunstnere.
Og også få mulighed for at tale med et par af kunstnerne.
Repræsenterer 'elefanten i rummet'
Elefantfigurerne repræsenterer udtrykket “elefanten i rummet”, der i denne sammenhæng dækker over, at psykisk sygdom fortsat kan være vanskelig at tale åbent om, skriver Psykiatrifonden i pressemeddelelsen.
Sælges på auktion
Det fremgår også, at hver elefant bærer på sin egen fortælling, og at de vil blive udstillet og solgt på en auktion i forbindelse med en velgørenhedsmiddag, der er en del af jubilæumsfejringen denne aften.
Det er i øvrigt også muligt at byde på elefanterne online før aftenen.
Mary har været protektor for Psykiatrifonden siden 2005.