Kong Willem-Alexander: Alle mine piger kan
Den hollandske konge kom med sjov lille afsløring om sig selv og sine døtre
Hollandske kong Willem-Alexander har i denne uge besøgt virksomheden Senzora, der blandt andet producerer bæredygtige vaskemidler.
Anledningen var, at virksomheden, som er et familieforetagende i byen Deventer, nu har eksisteret i 150 år.
Det skriver Vorsten.
Og ifølge mediet fortalte kongen under besøget, at hans døtre, kronprinsesse Amalia, prinsesse Alexia og prinsesse Ariane, skam alle tre kan finde ud af at betjene en vaskemaskine.
- Børnene vasker deres eget tøj i deres studieboliger. Vi har trænet dem til at gøre det. De ved, hvordan man vasker, bare rolig," sagde Willem-Alexander med et glimt i øjet.
Dukker op rent i et skab
Og så kom han med en melding, der kunne skabe en smule tvivl om, hvor stor en del af denne kunnen, de tre prinsesser har fået fra deres far.
Han indrømmede nemlig, at det er yderst sjældent, han selv betjener en vaskemaskine.
- Mit tøj forsvinder ned i vasketøjskurven, og dukker op igen rent i et skab, sagde han med et stort smil.