Kate overvældet af tunge minder
Prinsessen dukkede torsdag uventet op på hospital sammen med William
Ansatte, patienter og pårørende fik sig en dejlig overraskelse, da prins William torsdag var på et planlagt besøg på et hospital i London.
For med sig havde han sin hustru, prinsesse Kate, og det var ikke blevet meldt ud på forhånd.
Det skriver blandt andet People.
Kate har som bekendt selv været i behandling for kræft og under besøget blev det klart, at den oplevelse fortsat sidder dybt i hende.
Ved alt om det
Faktisk blev hun overvældet af de tunge minder, da hun på hospitalet mødte og talte med en frivillig, der arbejder med folk, som er i kemoterapi samt deres pårørende.
Det skete i forbindelse med, at den frivillige fortalte om, hvordan patienter i kemoterapi og deres pårørende sidder på hospitalet i timevis, mens behandlingen står på.
"Jeg ved det," lød reaktionen i første omgang fra Kate - inden hun kærligt lagde sin hånd på Williams arm og sagde: "Vi ved det."
Er i remission
Det var i marts 2024, prinsesse Kate afslørede, at hun var i behandling for kræft, og i januar 2025 kom så den dejlige nyhed om, at hun nu var på den anden side af behandlingen og erklæret i remission.
Det er aldrig kommet frem, hvilken form for kræft, prinsessen blev ramt af.