Hertuginde skræmt af royal ekssvigermor

Hertuginde Sarah af York bliver stadig nervøs, når hun møder dronning Elizabeth, der er mor til hendes eksmand, prins Andrew.

– Jeg er stadig nervøs, lige inden jeg skal mødes med bossen, sagde Hertuginde Sarah af York. Foto: JON NAZCA/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

De fleste kæmmer håret en ekstra gang inden det første møde med svigerfamilien.

Og når ens svigermor tilmed er dronning af Storbritannien, er det med ekstra svedige håndflader.

Det afslørede hertuginde Sarah af York, der var gift med monarkens søn prins Andrew fra 1986 til 1996, for nylig.

– Jeg er stadig nervøs, lige inden jeg skal mødes med bossen, sagde hun med reference til dronning Elizabeth i et australsk morgenprogram på radiokanalen KIIS 1065 ifølge Hello! Magazine og tilføjede:

– Men altså, hun er fantastisk. Hun får en til at føle sig veltilpas efter fem sekunder, roste den 57-årige hertuginde sin forhenværende svigermor.

Har stadig tæt kontakt

Selv om hertuginde Sarah blev skilt fra prins Andrew for 20 år siden, har hun stadig tæt kontakt med svigerfamilien og eksmanden.

Det skyldes blandt andet, at parret har døtrene prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie sammen.

– På trods af at vi er skilt, har vi aldrig rigtig været fra hinanden. På en eller anden måde er vi stadig sammen uden at være det, sagde hertuginden, der går under tilnavnet Fergie.

– Når jeg ser på vores døtre, tænker jeg “wow”. Uanset hvad jeg har gjort i mit liv, er der én ting, jeg er 100 procent sikker på. Og det er, at jeg har været en god mor, sagde Fergie.

Under interviewet afslørede hertuginden, at hun er ved at skrive en bog om at komme godt igennem en skilsmisse.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS