Dronning Mary overrakte stor forskningspris
Hjerteforeningens protektor hyldede banebrydende forskning i kvinders hjertesygdom
Dronning Mary deltog torsdag i Hjerteforeningens arrangement 'Sammen om hjertet' på Hotel d’Angleterre i København, hvor hun som protektor overrakte Hjerteforeningens Forskningspris 2026.
Prisen gik til klinisk professor Eva Prescott fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital for forskningsprojektet 'iPower', der har sat fokus på et længe overset problem i hjerteforskningen hos kvinder.
Gik på scenen
Ved ankomsten fik dronning Mary overrakt blomster af hjertetvillingerne Alma og Ellen på ni år, inden hun senere gik på scenen sammen med Hjerteforeningens administrerende direktør, Morten Ørsted-Rasmussen.
Allerede tilbage i 2012 satte dronning Mary ord på betydningen af Eva Prescotts forskning, da hun deltog i Hjerteforeningens legatuddeling.
Effektive tilbud
- I sit vinderprojekt undersøger Eva Prescott den store gruppe kvinder, der har brystsmerter, men ingen forsnævringer i hjertets blodårer. Disse kvinder har dårlige udsigter. Vi har hverken gode metoder til at undersøge dem eller effektive tilbud om behandling til dem. Kvinderne har smerter. De er bange. Og deres livskvalitet er nedsat, sagde Dronning Mary dengang.
Hun understregede samtidig håbet om, at forskningen kunne gøre en forskel.
Lider af sygdom
Siden har forskningsprojektet 'iPower' netop bidraget til ny viden om kvinder med brystsmerter, som ikke har forsnævringer i de store kranspulsårer, men i stedet lider af sygdom i de små blodkar omkring hjertet.
Projektet har blandt andet vist, at disse kvinder har en øget risiko for blodpropper og tidlig død, men også at symptomer kan lindres, og livskvaliteten forbedres med den rette behandling.
Dermed blev ringen sluttet, da dronning Mary torsdag overrakte forskningsprisen til Eva Prescott og hædrede forskningen, som hun allerede fremhævede for mere end et årti siden.