Våbenhvile med Viaplay

En midlertidig aftale betyder, at Viaplay kan genoptage drama-produktion. Varig løsning forsøges i efteråret

Udgivet Opdateret

En krig om dansk fiktionsproduktion har mandag fået en midlertidig fredsaftale mellem nogle af parterne.

Viaplay har indgået en midlertidig aftale med Producentforeningen og Create Denmark. 

Det betyder, at Viaplay kan genoptage produktioner af tv-serier herhjemme.

Det oplyser Viaplay Group i en pressemeddelelse.

Viaplay har sammen med Netflix og TV 2 Play ligget i strid med Producentforeningen og Create Denmark om, hvem der skal have ret til hvilke økonomiske gevinster fra fiktionsindhold produceret i Danmark.

Deler rovet

Producentforeningen og Create Denmark havde oprindeligt lavet en aftale, der deler rovet. 

Aftalen trådte i kraft i januar og skulle sikre kunstnere en større bid af kagen.

Men streamingtjenesterne mente, at det kom til at koste dem for meget til, at de ville producere fiktionsindhold i Danmark.

Det fik blandt andet Viaplay til at stoppe med produktionen af fiktionsindhold i Danmark.

Glade parter

Men med en midlertidig aftale mellem de tre parter kan det altså begynde igen. 

Det oplyser parterne mandag.

- Vi er meget glade for at have fundet en midlertidig løsning, siger Filippa Wallestam, EVP og Chief Content Officer for Viaplay Group.

Der er indgået våbenhvile mellem parterne.
Der er indgået våbenhvile mellem parterne.

- Aftalen kommer efter en ærgerlig periode, hvor udviklingen af dansk drama har været standset, står i der i en pressemeddelelse om aftalen.

- Parterne værdsætter vigtigheden af fortsat udvikling af lokalt dansk indhold til gavn for både seere og det kreative produktionsmiljø, og derfor har alle givet indrømmelser for at nå denne aftale.

Hårde forhandlinger

- Viaplay spiller en stor og vigtig rolle for den danske film- og tv industri. Derfor er det også en stor glæde, at Producentforeningen i tæt samarbejde med fagforeningerne organiseret i Create Danmark har forhandlet en midlertidig aftale på plads med Viaplay, så en række produktioner igen kan komme i gang. Det har været hårde forhandlinger, men alle parter har bidraget konstruktivt til en løsning. Nu er næste trin at vi alle fokuserer på at få forhandlet en bæredygtig og langsigtet løsning herhjemme, siger Jørgen Ramskov, CEO i Producentforeningen.

De tre parter vil mødes til efteråret og forsøge at finde en mere varig løsning.

RJørgen Ramskov, CEO i Producentforeningen.
RJørgen Ramskov, CEO i Producentforeningen.
Powered by Labrador CMS