Har lagt skilsmissen bag sig
Freja Kirk er blevet forelsket i norsk kvinde
Det var en tydeligt overvældet Freja Kirk, der lørdag trådte ned fra scenen backstage på Rådhuspladsen i København, hvor 'Copenhagen Pride'-koncerterne afvikles.
- Det var det største publikum, jeg nogensinde har stået overfor. Det var så fedt, sagde den 38-årige sanger begejstret til Kendte.dk.

Forelsket igen
Men det var ikke kun kærlighedsbudskaberne fra scenen, der ramte hende denne dag. Privat er Freja Kirk nemlig blevet forelsket igen efter at have gennemlivet en hård periode med skilsmissen fra den 36-årige skuespiller Sus Wilkins, som nu danner par med tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtner, 37.
- Det går rigtig godt med kærligheden. Jeg har fået en kæreste, og hun er rigtig sød og dejlig, afslørede Freja Kirk.
Romantisk møde
Forholdet er forholdsvis nyt, og opstod under romantiske omstændigheder.
- Vi mødtes til et bryllup, fortalte hun, og løftede sløret for fremtiden.
- Vi har masser af planer – nu skal hun lige flytte til Danmark i løbet af sommeren. Hun bor i Norge, forklarede sangeren, der også reflekterede over efterdønningerne af skilsmissen.
- Man siger farvel til en del af sig selv, men nu er jeg kommet ud i lyset efter at have sovset rundt i alt det svære, lød det.
Nye udfordringer
Som noget nyt kaster Freja Kirk sig ud i teaterverdenen.
Til januar næste år er der premiere på 'AvenyT' i forestillingen 'Mandebilleder', hvor hun både skal skrive musik og stå på scenen.
- Jeg går i gang med et intensivt forløb med et team af dygtige folk, så det bliver spændende at prøve det også, sagde hun.

