Vilde med at løbe med kongen

95.000 motionister snører løbeskoene til årets Royal Run, som sætter ny deltagerrekord

Udgivet Opdateret

7500 ekstra startnumre til årets Royal Run er på få timer revet væk, oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI i en pressemeddelelse.

Det betyder, at årets løb sætter ny rekord med 95.000 deltagere.

- At det gik så hurtigt med at melde alt udsolgt og endda med deltagerrekord, er vi både meget glade for og ydmyge overfor, siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.

Ellers udsolgt i december

De 7500 ekstra startnumre blev sat til salg onsdag klokken 10. Klokken 14.30 var alt udsolgt.

De ekstra startnumre blev udbudt til salg for løbene i København/Frederiksberg, Aarhus, Fredericia og Brønderslev.

Allerede i december kunne Royal Run melde udsolgt af de dengang 87.500 startnumre.

Stolte over opbakning

Det fik løbsarrangørerne til at udvide deltagerantallet, så flere får mulighed for at løbe sammen med Danmarks nye konge.

- Vi er stolte over opbakningen, og at vi med Royal Run har skabt rammerne for, at så mange danskere har lyst til at bevæge sig sammen på tværs af landet, siger administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af Royal Runs styregruppe Morten Mølholm Hansen.

Har aldrig deltaget før

En tredjedel af de tilmeldte har angivet, at de aldrig har deltaget i et motionsløb før.

Det royale motionsløb blev første gang afholdt i 2018, da daværende kronprins Frederik fyldte 50 år.

Tronskifte i Danmark 2024

Den 14. januar 2024 skrev Danmark historie med et nyt regentpar: kong Frederik X og dronning Mary.

Dronning Margrethe abdicerede, hvilket gjorde Frederik til Danmarks nye konge og Mary til ny dansk dronning. Deres ældste søn, Christian, blev landets nye kronprins.

Tronskiftet fandt sted i Statsrådet, hvor dronning Margrethe sagde 'Gud bevare kongen' som sine sidste ord før hun forlod rummet.

Dronning Margrethe overhalede i 2023 Christian IV som den længst siddende regerende monark i danmarkshistorien.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Han har deltaget hvert år siden, men nu kommer han altså for første gang til at deltage som konge.

Alle børnene med

Ved sidste års Royal Run deltog alle kongeparrets fire børn, kronprins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine.

Sammen løb de fire Royal Runs familiemil i København.

Kronprins Christian lå foran sine tre søskende næsten hele løbet. Men kort inden målstregen satte den dengang 12-årige prins Vincent fra og løb hurtigt op på siden af sin bror.

Til pressen efterfølgende var den unge prins Vincent ydmyg. Han sagde, at kronprins Christian havde ladet ham komme foran.

Powered by Labrador CMS