- Kig mod Tivoli

På dagen for tronskiftet vil Tivoli affyre det største fyrværkeri i forlystelsesparkens 180-årige historie

Udgivet Opdateret

Tivoli markerer tronskiftet med det hidtil største fyrværkerishow i forlystelsesparkens 180-årige historie.

Det skriver forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

Fyrværkerishowet vil finde sted på dagen for tronskiftet klokken 18.

Her vil hovedstadens mørke januarhimmel lyse op med fyrværkeriladninger, der blandt andet danner røde hjerter. Finalen af showet vil blive holdt i Dannebrogs rød-hvide farver.

Kæmpe stort

Fyrværkerishowet sker både for at fejre den nye konge og dronning og for at takke dronning Margrethe, fortæller Tivolis direktør Susanne Mørch Korch i pressemeddelelsen.

- Dronningen har med sikker hånd tegnet en ramme om danmarkshistorien, der blander og balancerer tradition og fornyelse.

Tivoli affyrer klokken 18 den 14. januar blandt andet 1251 stjerner, 2651 bombetter og 1251 store romerlys ved forlystelsesparkens hidtil største fyrværkerishow. (Arkivfoto).

- Det kræver en særlig kunstnerisk følsomhed at farvelægge historien som en fortælling med både tyngde og humor. En lyst til at overraske og forundre, skriver hun.

Under showet vil forlystelsesparken farvelægge den københavnske nattehimmel ved brug af 1251 stjerner, 2651 bombetter og 1251 store romerlys.

Flere affyringsramper

Tivoli holder i øjeblikket vinterlukket.

Det betyder, at der ikke vil være gæster til stede i forlystelsesparken ved affyringen af fyrværkeriet. Det gør det ifølge Tivoli muligt at lave fyrværkerishowet mere iøjnefaldende end sædvanligt.

Både Koncertsalens tag og Plænen vil modsat vanligt blive taget i brug som affyringsramper.

- Kig mod Tivoli

- Alene det, at vi kan affyre fra Plænen giver os nogle usædvanlige muligheder for et større og mere iøjnefaldende fyrværkeri.

- Opfordringen herfra må være at kigge mod Tivoli, for der kan gå årtier, før vi igen kan lave en så markant fejring, skriver Tivolis fyrværkerimester Gunnar B. Knudsen.

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

Affyringen af fyrværkeri vil vare i 12 minutter. Såfremt vejret arter sig, forventer Tivoli, at fyrværkerishowet vil kunne ses fra hele hovedstaden og en række forstæder.

Powered by Labrador CMS