Her kan du se Margrethes mange ansigter

Frederiksborg udstiller generationsportræt, silketryk og fotografier af dronningen i anledning af tronskifte

Udgivet Opdateret

Frederiksborg Nationalhistorisk Museum i Hillerød markerer tronskiftet med en udstilling af museets portrætter af dronning Margrethe.

Udstillingen åbner lørdag 13. januar og har fået navnet "Billeder af en dronning".

Det skriver Frederiksborg Nationalhistorisk Museum i en pressemeddelelse søndag.

Andy Warhol-værk

Udstillingen åbner i museets afdeling for moderne kunst.

Den indeholder blandt andet et silketryk med glimmer udført af Andy Warhol i 1986.

Tilmed kan man opleve officielle portrætter som Rigmor Mydtskovs fotografiske portræt fra 1972 samt en lang række fotografier, malerier og tegninger udført mellem 1940 og 2022.

Derudover kan generationsportrættet af Niels Strøbek "Tre Slægtled", der også viser den kommende konge og kronprins, opleves i Riddersalen på Frederiksborg.

14. januar abdicerer dronning Margrethe efter 52 år som Danmarks regent. (Arkivfoto).

Mange portrætter

- I Det Nationale Portrætgalleri på Frederiksborg hænger portrætter af alle Danmarkshistoriens konger og dronninger. Få er så mangfoldigt og rigt portrætteret som vores længst siddende regent, dronning Margrethe II, siger direktør på Frederiksborg Ulla Tofte i pressemeddelelsen.

Særophængningen "Billeder af en dronning" består af over 40 billeder af dronning Margrethe.

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

Samlingspunkt

- En majestæt som gennem sin livsgerning har været et samlingspunkt og synonym for vores land, siger Ulla Tofte.

I museets afdeling for moderne kunst samles desuden malede portrætter af det nye kongepar, kong Frederik X og dronning Mary, udført af henholdsvis Kasper Eistrup og Jesús Herrera Martínez, samt to fotografiske portrætter skabt af Marco Grob.

Udstillingen vil være åben indtil 21. april 2024.

Powered by Labrador CMS