Grev Nikolai: Vi snakker danglish derhjemme

Selv om der snakkes fire sprog flydende hjemme i grev Nikolais familie, er det dog et helt femte særpræget sprog, de bruger

- How are du?

Som søn af en dansk prins, hvis far var franskmand, og en mor, der er født i Hong Kong, er grev Nikolai vokset op i et sammensurium af sprog.

Selv om de fleste i familien taler flydende dansk, fransk, engelsk og kantonesisk, bliver der mest udvekslet samtaler på såkaldt danglish - dansk blandet med engelske ord.

Det fortæller grev Nikolai i et stort interview med det australske magasin Wish Magazine.

Grev Nikolai befinder sig i øjeblikket down under i Australien, hvor han læser et semester, sammen med sin kæreste siden gymnasietiden, Benedikte Thoustrup. (Arkivfoto).

Det er nemmere

- Det er bare nemmere på den måde, fordi vi er spredt overalt på jorden, lyder det fra ham.

Grev Nikolais far er sammen med sin hustru, franskfødte prinsesse Marie, og parrets fælles børn, grev Henrik og komtesse Athena, flyttet fra Frankrig til USA.

Selv bor grev Nikolai for en periode down under i Australien med sin gymnasiekæreste, Benedikte Thoustrup.

Er i Sydney

De læser begge et semester på University of Technology Sydney som en del af deres respektive uddannelser på Copenhagen Business School.

Semestret slutter i slutningen af november. Men grev Nikolai og Benedikte Thoustrup har planlagt at holde jul sammen down under.

Ved siden af sine australske studier er grev Nikolai også kommet i stald hos landets afdeling af det internationale modelbureau Kult.

Er på forsiden

Grev Nikolai debuterede som model, da han gik catwalk for det britiske brand Burberry tilbage i 2018. I interviewet med Wish Magazine, hvor han apropos er på forsiden, fortæller han, hvordan catwalkkarrieren begyndte.

- Som dreng var mode ikke altid en del af mit liv. Men da jeg nåede en vis alder - jeg tror, det var i gymnasiet - blev det en større interesse for mig, fortæller grev Nikolai i det australske interview.

- Da jeg fyldte 18 år, kontaktede et modelbureau min mor og far og spurgte, om jeg kunne være interesseret i at blive model som en karrierevej. De ventede, indtil jeg kunne træffe mine egne beslutninger, og jeg var opsat på at give det et forsøg.

Her er min fremtid

Det er også der, hans foreløbige fremtid er.

- Jeg tror, jeg gerne vil arbejde med mode og fortsætte med at være model så længe som muligt, lyder det fra grev Nikolai.

Powered by Labrador CMS