Frederik gør plads til flere
I december blev der meldt udsolgt til Royal Run i 2024, hvor det for første gang er en konge, der løber an
Flere får nu muligheden for at snøre løbeskoene og løbe side om side med Danmarks nye kongepar.
Arrangørerne bag det kongelige motionsløb Royal Run sætter nemlig flere startnumre til de ellers udsolgte løb til salg.
Det skriver Danmarks Idrætsforbund og DGI i en pressemeddelelse.
Helt særlig og historisk udgave
- Det bliver på alle måder en helt særlig og historisk udgave af Royal Run, der for første gang bliver med deltagelse af Danmarks nye kongepar, lyder det fra Morten Mølholm Hansen, der er medlem af løbets styregruppe.
Opbakningen og interessen til løbet har været stor. Dagligt, fortæller Morten Mølholm Hansen, har arrangørerne fået henvendelser fra danskere, der har spurgt om muligheder for at deltage trods, at løbene i de fem værtsbyer har været udsolgt.
87.500 tilmeldinger
87.500 løbere ved allerede, at de kan kridte løbeskoene den 20. maj, når startskuddet lyder, da de fik billetter i første omgang.
Men nu udvides løbet i Brønderslev med 1500 ekstra startnumre, i Aarhus med 2500 ekstra, Fredericia med 1000 ekstra og i København og på Frederiksberg med 2500.
Åbner 31. januar
Salget af de ekstra startnumre bliver åbnet den 31. januar klokken 10, hvor det vil være muligt at købe adgang til løbene, der både kan løbes eller gås.
Løbet blev første gang afholdt i 2018, da kronprins Frederik fyldte 50 år.
Han har deltaget hvert år siden, men nu kommer han altså for første gang til at deltage som konge.