Anmelderne var ikke begejstrede

Raptrioen Suspekt fra Albertslund optrådte fredag aften for over 40.000 feststemte koncertgæster i Parken

Udgivet

Den frække raptrio Suspekt indtog fredag aften Parken med sin største koncert til dato, da over 43.000 mennesker gæstede Parken.

Rapperne fra Albertslund rev i betonkonstruktionen og tillod aldrig de mange fremmødte at stå stille, skriver Jyllands-Postens anmelder Kaster Schütt-Jensen.

Suspekt er kendt for sine vulgære tekster, men anmelderen bemærker at de nærmest druknede i det mudrede lydbillede i Parken.

Trioens tekster chokerede omgivelserne i 90'erne. Ved fredagens koncert virkede det mere som om, at rapperne forsøgte at overgå sig selv i platheder, skriver anmelderen, der kvitterer med tre stjerner.

Savnede format

Trioen fra Albertslund savnede trods massiv medvind fra de over 43.000 fremmødte publikummer formatet til at løfte kæmpeopgaven, skriver Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo.

Med undtagelse af få sange tabte raptrioen det meste på gulvet, mener han.

Treo hæfter sig ved højenergiske dansere, akavede taler til publikum og optrædener fra gæster som Tessa, Lukas Graham og Helle Thorning-Schmidt.

- Det var kæmpestort. Men mest af alt bare et kæmpestort kaos, skriver Thomas Treo, der giver raptrioen fra Albertslund tre stjerner.

Den danske rapgruppe Suspekt blev stiftet i 1999 og består af Bai-D, Orgi-E og Rune Rask. (Arkivfoto).

Overdådigt sceneshow

Anderledes positivt ser B.T.'s anmelder Aminata Amanda Corr på aftenens stort anlagte koncert.

- Der kan ikke længere herske nogen tvivl om, at Suspekt er blevet en folkekær trup i det danske land, skriver hun i sin anmeldelse af aftenen rapkoncert.

Hun hæfter sig ved "et overdådigt sceneshow, overbevisende dansere, en overvældende sætliste og alle de overraskende gæsteoptrædener".

Anmelderen giver koncerten, som hun kalder "en fest, der blev ved med at peake", fem stjerner.



Powered by Labrador CMS