Vi forsøgte at redde ham

Matthew Perrys venner fra tv-serien "Venner" forsøgte at støtte skuespilleren, der i flere årtier kæmpede med misbrug. Det fortæller Jennifer Aniston.

Den 54-årige amerikanske seriestjerne Matthew Perry døde i 2023, da han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

Men hans kollega og nære veninde fra tv-serien "Venner" Jennifer Aniston sørgede, længe inden han gik bort.

Gjorde alt

- Vi gjorde alt, hvad vi kunne, da vi kunne, siger Jennifer Aniston i et stort interview med det amerikanske magasin Vanity Fair.

- Det føltes, næsten som om at vi havde sørget over Matthew i lang tid, fordi hans kamp mod sygdommen var virkelig hård for ham at kæmpe imod.

Skuespillerne fra tv-serien "Venner" - fra venstre David Schwimmer, Lisa Kudrow, Matthew Perry, Courteney Cox, Jennifer Aniston og Matt LeBlanc - er også venner privat. (Arkivfoto).

Matthew Perry havde tidligere åbenhjertigt fortalt og berettet i sin selvbiografi, "Friends, Lovers and the Big Terrible Thing", at han igennem 30 år havde et misbrug af stoffer og alkohol.

Han fortalte, at han ikke huskede optagelserne af "Venner" i en tre år lang periode mellem sæson tre og sæson seks grundet misbrug.

Indre dæmoner

Jennifer Aniston siger i interviewet med Vanity Fair, at hun håber, at Matthew Perry er blevet fri af de indre dæmoner, han i årevis kæmpede mod.

- Jeg er glad for, at han er ude af den smerte, siger hun.

Matthew Perry blev verdensberømt for at spille den sarkastiske Chandler Bing i "Venner", som blev sendt fra 1994 til 2004.

Ud over Jennifer Aniston udgjorde David Schwimmer, Lisa Kudrow, Courteney Cox og Matt LeBlanc resten af venneflokken.

Men skuespillerne var tættere end det.

Vi er knuste

Det sagde de fem tilbageværende venner i en erklæring efter Matthew Perrys død.

- Vi er alle helt og aldeles knuste over Matthews død. Vi var mere end bare medskuespillere. Vi er en familie, lød det.

Efter Matthew Perrys død er der i skuespillerens navn blevet oprettet en fond, der skal hjælpe andre, der ligesom ham kæmper med misbrug.

En læge erkendte sig i juli skyldig i at forsyne Matthew Perry med ketamin.

Læge erkender

Under tilståelsen erkendte lægen at have injiceret Matthew Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død uden nogen medicinske årsager til det.

Derudover er fire andre personer sigtet i sagen.

Ingen af dem er endnu blevet idømt en straf.

Bedøver dyr

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr inden operationer.

Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.

Powered by Labrador CMS