Tragedie: Død efter styrt
Holdet giver den tragiske besked i en pressemeddelelse

Cykelsporten er ramt af en tragisk hændelse under det prestigefyldte U23-løb Giro Ciclistico della Valle d’Aosta.
Den blot 19-årige italienske cykelrytter Samuele Privitera, der kørte for Jayco Alulas ungdomshold, mistede livet efter et styrt på løbets 1. etape.
Det bekræfter hans hold i en pressemeddelelse.
“GreenEdge Cycling er knuste over at dele nyheden om, at Samuele Privitera er gået bort som følge af et styrt på 1. etape af Giro Ciclistico della Valle d’Aosta. Hele organisationen sørger over tabet af en fantastisk talentfuld rytter, der havde et stort hjerte og personlighed. Samuele blev taget fra os alt for tidligt, da han lavede det, han var passioneret om, og han vil altid blive husket,” skriver holdet.
Ifølge arrangørerne blev Privitera hurtigt tilset og bragt til hospitalet, men hans liv stod ikke til at redde.
Der er endnu ikke offentliggjort detaljer om omstændighederne ved styrtet, og der vil nu blive igangsat en efterforskning.
Ingen 2. etape torsdag
Som følge af ulykken har løbsledelsen besluttet at aflyse torsdagens 2. etape.
“Som følge af hændelsen har løbsledelsen besluttet at aflyse anden etape, som skulle være kørt i morgen, torsdag den 17. juli, i Passy. Løbet genoptages med tredje etape fredag den 18. juli fra Pré Saint Didier til Col du Gran San Bernardo,” skriver TV 2
Den kommende etape vil blive indledt med et minuts stilhed, og starten vil være neutraliseret som en hyldest til Samuele Privitera.
Alle formelle ceremonier frem mod løbets afslutning er ligeledes aflyst.
Samuele Privitera havde kørt for Jayco Alulas ungdomshold i to år og blev betragtet som et stort bjergtalent.