HBO afslører nye Harry Potter-stjerner

Dominic McLaughlin, Arabella Stanton og Alastair Stout skal spille hovedrollerne i den kommende serie.

Offentliggjort

HBO har sat navne på de tre børneskuespillere, der skal spille Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley i streamingtjenestens nye serie om troldmanden Harry Potter.

Det bliver Dominic McLaughlin, Arabella Stanton og Alastair Stout.

Det skriver Warner Bros. Discovery Denmark i en pressemeddelelse.

Siden HBO begyndte at lede efter de tre hovedroller i efteråret 2024, har over 30.000 skuespillere været til casting, skriver mediet Variety.

Fra holdet bag serien lyder det i pressemeddelelsen, at "talentet, som disse tre unikke skuespillere besidder, er fantastisk, og vi kan ikke vente med, at verden skal opleve deres magi på tv-skærmene".

HBO har sat navne på de tre skuespillere, der skal spille Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley i streamingtjenestens nye serie om troldmanden Harry Potter. Fra venstre er det Arabella Stanton, Dominic McLaughlin og Alastair Stout.

Navnene bag flere af de andre kendte karakterer fra Harry Potter-universet er allerede kendt.

John Lithgow skal spille rektor på Hogwarts Albus Dumbledore, mens Nick Frost skal spille Hagrid.

Janet McTeer og Paapa Essiedu spiller lærerne Minerva McGonagall og Severus Snape.

Er loyal

Optagelserne til tv-serien ventes at begynde til sommer, skriver Variety. Ifølge The Hollywood Reporter er planen premiere i 2026.

Den kommende serie har indtil videre blot titlen "Harry Potter". Det bliver ifølge HBO en "loyal filmatisering af de elskede Harry Potter-bøger".

Powered by Labrador CMS