Derfor forlader Messi FC Barcelona

Barcelona og Lionel Messi vil forlænge samarbejdet, men det kan ikke lade sig gøre på grund af økonomi.

Så er det slut. Messi forlader FC Barcelona.
Så er det slut. Messi forlader FC Barcelona.
Udgivet Opdateret

Lionel Messi kommer ikke til at skrive under på en ny kontrakt med FC Barcelona.

Det meddeler den spanske fodboldklub torsdag på sin hjemmeside.

FC Barcelona skriver, at klubben og spilleren er enige om en aftale, men at det ikke kan lade sig gøre at beholde den 34-årige argentiner, som seks gange er blevet kåret som verdens bedste fodboldspiller.

Klubben angiver, at det ikke er muligt at forlænge samarbejdet, blandt andet på grund af de finansielle regler som klubberne i La Liga i Spanien er underlagt.

Lionel Messi har tilbragt omkring 20 år i FC Barcelona.

Argentineren har siden sin førsteholdsdebut i 2004 spillet 778 førsteholdskampe, hvor han har scoret 672 mål.

I Lionel Messis tid i klubben har FC Barcelona vundet La Liga ti gange, mens det er blevet til syv sejre i den spanske pokalturnering, Copa del Rey, og fire triumfer i Champions League.

Han har desuden været med til at vinde VM for klubhold tre gange.

LIONEL MESSI - BLÅ BOG

Lionel Messi kommer ikke til at fortsætte i FC Barcelona. Det meddeler den spanske storklub torsdag.

Messi har tilbragt stort set hele sit fodboldliv i Barcelona og ført klubben til adskillige titler.

Her kan du lære argentineren bedre at kende:

* Navn: Lionel Andrés Messi.

* Født: 24. juni 1987 (34 år).

* Fødested: Rosario, Argentina.

* Nationalitet: Argentiner.

* Klubkarriere:

1994-2000: Ungdomsspiller i Newell's Old Boys (Argentina).

2001-2004: Ungdomsspiller i FC Barcelona.

2004-2020: FC Barcelona (672 mål i 778 kampe).

* Landsholdskarriere:

2005-: 151 kampe for Argentina (76 mål).

* Udvalgte meritter:

Ti spanske mesterskaber.

Syv spanske pokaltitler.

Fire Champions League-titler.

Vinder af Copa America med Argentina i 2021.

OL-guld med Argentina i 2008.

VM-sølv med Argentina i 2014.

Kåret til VM's bedste spiller i 2014.

Vinder af Ballon d'Or 2009-2012 samt i 2015 og 2019.

Kåret som verdens bedste spiller ved The Best Fifa football Awards: 2009-2012, 2015 og 2019. (Ballon d'Or og Fifas kåring af verdens bedste var slået sammen til én pris i 2010-2015).

Kilde: FC Barcelona og Transfermarkt.
Powered by Labrador CMS