Der skrues ekstra op for festblusset

På søndag abdicerer dronning Margrethe. Kronprins Frederik bliver til kong Frederik. Det markeres landet over.

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUME AF ARTIKLEN

Dronning Margrethe abdicerer den 14. januar 2024 efter 52 år som Danmarks monark.

Hun afløses af sin søn, kronprins Frederik, som bliver kong Frederik X.

På dagen for tronskiftet flages der fra samtlige statsbygninger og statsskibe i hele Danmark.

Kong Frederik træder for første gang frem for befolkningen som Danmarks nye monark kl. 15 på balkonen på Christiansborg Slot.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

I forbindelse med tronskiftet på søndag flages der på alle statsbygninger og statsskibe i Danmark.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

- I anledning af tronskiftet søndag den 14. januar 2024 flages der fra samtlige statsbygninger og statsskibe i hele riget den 14. januar 2024, står der i den korte pressemeddelelse.

52 år på posten

I sin nytårstale meddelte dronning Margrethe, at hun abdicerer 14. januar. 

Dermed træder hun tilbage som Danmarks monark efter 52 år på posten.

Hun afløses af sin søn, kronprins Frederik, som bliver kong Frederik X.

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik kan snart kalde sig kongepar. Her ses parret i sidste uge.

200 rød-hvide flag 

I det hele taget vil der blive flaget en del i forbindelse med tronskiftet.

Fra Kongens Nytorv og til Rådhuspladsen i København vil flagguirlander med 200 rød-hvide flag vaje i vinden i den kommende weekend som en hyldest til det danske kongehus.

Det fortalte direktøren i Københavns handels- og erhvervsforening, KCC, Michael Gatter, mandag.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at kongehuset ligger KCC og vores cirka 250 medlemmer meget nært, og vi føler et særligt tilknytningsforhold, sagde Michael Gatter mandag.

Laver deres egen fejring

Det er foreningen, der står bag hyldesten gennem Strøget. 

Her vil også flere af butikkerne hver især vil lave deres egen fejring og hyldest til dronningen, oplyste direktøren desuden.

Klokken 14 på søndag er der statsråd. Her vil dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Christian deltage med regeringen og statsrådssekretæren.

Træder ud på balkonen

Tronskiftet sker under statsrådet i det øjeblik, hvor dronningen har underskrevet en erklæring om sin abdikation.

Når klokken bliver 15, vil kong Frederik for første gang træde frem for befolkningen som Danmark nye monark.

Det sker, når han træder ud på balkonen på Christiansborg Slot. Her vil statsminister Mette Frederiksen (S) proklamere tronskiftet.

Powered by Labrador CMS