Terry Gilliam fylder 85 år

Han har haft enorm indflydelse i både Storbritannien og resten af verden

Offentliggjort

Terry Gilliam

Terry Gilliam, kendt fra Monty Python, fylder 85 år den 22. november.

Han opnåede stor succes som instruktør med film som 'Brazil' og '12 Monkeys'.

Gilliam forlod USA i protest mod politisk uro og opgav senere sit amerikanske statsborgerskab.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Han er kendt som et af de seks medlemmer i britiske Monty Python, der som komediegruppe har haft enorm indflydelse i både Storbritannien og resten af verden.

Men Terry Gilliam har også opnået succes på egen hånd som instruktør bag en række mere alvorlige film.

Den 22. november fylder han 85 år.

Talentet udviklede sig 

Terrence Vance Gilliam blev født i Minnesota i USA af britiske forældre.

Da han var 11 år, rykkede familien til underholdningshovedstaden Los Angeles, hvor han fra første parket betragtede den branche, der skulle blive hans levebrød.

Terry Gilliams talent for at tegne udviklede sig allerede i barndomsårene, og han slog i 1960'erne sine folder som tegneserietegner på det amerikanske magasin "Help!".

Træt af politisk uro

Den britisk-amerikanske Gilliam var dog træt af politisk uro i sit fødeland, og i 1967 flyttede han derfor til London.

Her begyndte han at lave animationer i tv-branchen. Det førte til mødet med blandt andre John Cleese og Michael Palin, der også skulle blive medlemmer af Monty Python.

Gruppen blev dannet i 1969, da BBC tilbød dem at lave et nyt program. Og Terry Gilliam, der var det eneste amerikanske gruppemedlem, fik ansvar for den visuelle stil i "Monty Python’s Flying Circus".

Billede af Terry Gilliam fra 17. oktober 2025, hvor han på den spanske filmfestival Sitges Filmfestival modtog prisen Gran Premi Honorífic. Den britiske instruktør fylder 85 år den 22. november.

Et hav af skæve roller 

Da Monty Python-filmene blev lavet, var Gilliam også medinstruktør, ligesom han selv har haft et hav af skæve roller og karakterer.

Efter Python-årene instruerede Gilliam en række spillefilm, der ofte blandede fantasy, science fiction og surrealisme. Nogle af hans mest berømte værker er "Jabberwocky", "Brazil" og "12 Monkeys."

Gilliam har i sine film ofte beskæftiget sig med temaer som meningen med livet, der typisk udfoldes med en karakteristisk sort humor.

Har vundet flere priser 

Hans arbejde som instruktør er blevet belønnet med flere priser. I 2009 vandt han Bafta-prisen Academy Fellowship, som er en livstidspræstationspris.

I 2006 afgav Gilliam sit amerikanske statsborgerskab, hvilket han selv tilskrev den tidligere præsident George W. Bush' administration.

I modvind for udtalelser 

I slutningen af 2010'erne kom instruktøren i modvind for udtalelser om blandt andet MeToo-bevægelsen.

Det skete, efter at han havde kaldt bevægelsen for en heksejagt, ligesom han sagde, at han som hvid mand var træt af at blive holdt ansvarlig for alt dårligt i verden.

Privat er Terry Gilliam gift med makeupartist Maggie Weston. Parret har tre børn.

Powered by Labrador CMS