Takker efter stor pris

Dramaet "Oppenheimer" var med syv priser den helt store vinder ved uddelingen af Bafta-prisen

Filmen "Oppenheimer" har søndag aften vundet prisen for bedste film ved årets uddeling af den britiske filmpris Bafta i London.

Filmen, der handler om atombombens fader, J. Robert Oppenheimer, er instrueret af den britiske filminstruktør Christopher Nolan.

Så mange at takke

I hovedrollen ses ireren Cillian Murphy.

De to har ved aftenens uddeling vundet priserne for henholdsvis bedste instruktør og bedste mandlige hovedrolle.

Det er første gang, at Christopher Nolan vinder en Bafta for bedste instruktør.

- Jeg har så mange mennesker at takke for det her, et utroligt cast, et utroligt hold, lød det blandt andet fra Nolan i hans takketale, skriver Reuters.

Latter over ordspil

Han havde forinden fået en stor tak fra Cillian Murphy, som også nævnte filmproducenten Emma Thomas i sin tale, skriver BBC.

- Tak for at se noget i mig, som jeg ikke selv kunne se, sagde Murphy henvendt til de to.

Han beskrev dem derefter som sine "Oppen-homies". Ordspillet blev mødt af latter fra salen.

Den britiske filminstruktør Christopher Nolan har søndag aften vundet sin første Bafta i kategorien bedste instruktør for filmen "Oppenheimer". Han ses her sammen med filmproducenten Emma Thomas. "Oppenheimer" vandt i alt syv priser, herunder hovedprisen for bedste film.

Stor favorit

I alt har "Oppenheimer", der var nomineret i 13 kategorier, vundet syv Bafta-priser.

Blandt dem er prisen for bedste mandlige birolle, som gik til amerikanske Robert Downey Jr.

"Oppenheimer" var på forhånd udråbt som en af de helt store favoritter og var den film, der var nomineret i flest kategorier.

Slået i andre kategorier

Den var dog skarpt efterfulgt af komedien "Poor Things", som var nomineret til 11 priser, herunder prisen for bedste kvindelige hovedrolle.

Her var der succes for "Poor Things", hvis hovedrolleindehaver, Emma Stone, hev prisen hjem.

Filmen måtte dog se sig slået i mange af de andre store kategorier.

Handler om "atombomben"

Til hovedprisen for bedste film var der i alt fem nominerede.

Foruden "Poor Things" vandt "Oppenheimer" over "Anatomy of a Fall", "The Holdovers" og "Killers of the Flower Moon".

Nolans drama, som handler om opfindelsen af atombomben under Anden Verdenskrig, kan lægge Bafta-priserne oven i en i forvejen stor bunke.

Ifølge filmsiden IMDB har "Oppenheimer" indtil videre vundet 285 priser.

Nomineret til 13 Oscar-priser

Herunder en Grammy, flere priser ved Golden Globes og en Robert for årets engelsksprogede film.

Filmen er desuden nomineret til 13 Oscar-priser.

Om det vil blive endnu en triumf for "Oppenheimer", vil vise sig, når Oscar-uddelingen finder sted den 11. marts.

Powered by Labrador CMS