Sagsøger prins Harry
Den britiske prins Harry trak sig fra velgørenhedsorganisation i 2025. Nu sagsøger organisationen ham
Den britiske prins Harry sagsøges af en velgørenhedsorganisation for injurier.
Det viser retsdokumenter, skriver flere britiske medier herunder BBC.
Ingen detaljer
Prinsen har selv været med til at grundlægge organisationen ved navn Sentebale sammen med prins Seeiso, der er lillebror til Lesothos monark, kong Letsie III.
Hverken prinsen eller repræsentanter for Sentebale har ifølge britiske medier givet yderligere detaljer om retssagen.
Foruden Harry sagsøges også Mark Dyer, der er tidligere bestyrelsesmedlem i organisationen.
Trak sig
Ifølge BBC er Dyer og Harry desuden nære venner.
Prinsen trak sig fra organisationen forrige år efter en konflikt mellem ham og bestyrelsesformanden, Sophie Chandauka, om, hvordan organisationen blev styret.
Prins Seeiso og bestyrelsen forlod ligeledes Sentebale sammen med Harry.
Stiftede organisation
Under konflikten indberettede Candauka bestyrelsesmedlemmerne og Harry til en britisk tilsynsmyndighed med anklager om mobning og chikane.
Flere medier skriver, at Harry stiftede organisationen, der arbejder med unge menneskers sundhed i Botswana og Lesotho med særligt fokus på hiv og aids, til ære for sin afdøde mor, prinsesse Diana.
Navnet på organisationen betyder ifølge BBC "forglem-mig-ej" på Lesothos lokale sprog.