Ozzys Osbournes sidste ord

Nu mindes hans hustru og manager, Sharon Osbourne, hans skæbnestund 22. juli

Offentliggjort

Ozzys sidste øjeblikke

Ozzy Osbourne gik bort efter et hjertestop den 22. juli.

Hans hustru, Sharon, mindes hans sidste ord, hvor han bad om et kys og et kram.

Ozzy havde kæmpet med helbredsproblemer, men optrådte kort før sin død for at takke sine fans.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det er efterhånden fem måneder siden, at rockstjernen Ozzy Osbourne gik bort.

Nu mindes hans hustru og manager, Sharon Osbourne, hans skæbnestund 22. juli.

I Youtube-programmet "Uncensored" fortæller Sharon Osbourne ifølge mediet The Sun til tidligere tv-vært Piers Morgan, at Ozzy Osbourne tidligt om morgenen 22. juli ville vække hende, inden han ville gå ind for at træne i deres eget fitnesscenter i deres kæmpe palæ i Buckinghamshire vest for London.

Kys mig og kram mig 

- Jeg er allerede fandens vågen, du har vækket mig!, genfortæller Sharon Osbourne, der lå vågen, fordi hendes mand havde puslet rundt.

Herefter sagde Ozzy Osbourne det, der skulle blive hans sidste ord.

- Kys mig. Og kram mig.

20 minutter senere så Sharon Osbourne sin mand falde sammen.

Hun skreg.

forsøgte genoplivning 

Personer, som befandt sig i familiens hjem, forsøgte at genoplive den 76-årige rockstjerne.

- Jeg vidste med det samme, at han var væk. De prøvede og prøvede, fortæller Sharon Osbourne.

Ozzy Osbourne blev fragtet med helikopter til et hospital, hvor genoplivningsforsøgene fortsatte. Men Ozzy Osbourne blev erklæret død.

Ifølge den amerikanske avis The New York Times viste Ozzy Osbournes dødsattest, at han døde af hjertestop og koronarsygdom, en fællesbetegnelse for forsnævring af hjertets kranspulsårer grundet åreforkalkning.

Døden skilte i sommer Ozzy og Sharon Osbourne fra hinanden efter 43-års ægteskab. (Arkivfoto).

Helbredsproblemer 

Han havde i årene op til sin død haft flere helbredsproblemer. Han led blandt andet af Parkinsons sygdom.

Sharon Osbourne fortæller ifølge The Sun, at han, inden Ozzy Osbourne gik bort, havde haft lungebetændelse tre gange alene i år og også havde været ramt af blodforgiftning. Men han forsøgte at holde sig i gang ved at tage 90 minutter på en crosstrainer hver dag.

Få uger inden sin død var han på scenen igen i front for Black Sabbath, som han brød igennem med i 1970'erne med hårdtslående hits som "Paranoid", "War Pigs" og "Iron Man".

- Han var så glad 

Det var første gang i 20 år, at bandets oprindelige medlemmer var samlet på scenen. Det skete i den gode sags tjeneste, da overskuddet fra koncerten blev doneret til velgørenhed, herunder til organisationen Cure Parkinson's.

Ifølge Sharon Osbourne vidste Ozzy Osbourne godt, at han ikke havde lang tid igen. Men han insisterede på at give sin sidste optræden for at takke sine fans.

- Han var så glad bagefter. Han blev ved med at læse i aviserne, og så sagde han til mig: "Jeg vidste ikke, at der var så mange mennesker, der kunne lide mig".

Forelskede sig 

73-årige Sharon Osbourne mødte som 18-årig den cirka fire år ældre Ozzy Osbourne igennem sin far, som på daværende tidspunkt var manager for Black Sabbath.

Da Ozzy Osbourne på et tidspunkt blev sparket ud af rockbandet grundet sit massive misbrug og sprang ud som solist, blev Sharon Osbourne hans manager.

Siden forelskede de sig i hinanden.

Sammen har parret tre børn, hvoraf Jack og Kelly Osbourne også er blevet kendte mediepersonligheder.

Ozzy Osbourne har også tre børn fra sit første ægteskab.

Powered by Labrador CMS