DR jagter stemmer til Eurovision

Danmark har ikke stået i en Eurovision-finale siden 2019. Det har fået DR til at ændre sin strategi

Offentliggjort

DR's Nye Eurovision-strategi

Eurovision er ikke længere kun en sceneoptræden, men også en social mediebegivenhed.

DR har intensiveret deres indsats på sociale medier for at fremme deres artister.

Sissal, Danmarks håb, bruger naturligt sociale medier til at skabe opmærksomhed.

Sociale medier er afgørende for at blive en fanfavorit i Eurovision.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Engang udspillede Eurovision sig udelukkende på scenen. Men de seneste år er de sociale medier virkelig kommet i spil for at skabe opmærksomhed omkring artisterne.

Det har DR nu også for alvor skruet op for i år, fortæller grandprixboss Erik Struve Hansen.

- Vi har ikke gjort nok de andre år, så det har været et indsatsområde, som vi kommer til at arbejde videre med næste år, uanset om vi går videre til Eurovision-finalen eller ej, fordi det har vist sig at være enormt effektivt, synes jeg.

Har funny bones

- Men det kræver jo også den rigtige hovedperson, som har det i sig og er dygtig til det, og det er Sissal. Hun har funny bones og er sjov, siger Erik Struve Hansen om årets danske Eurovision-håb.

Sissal deler både backstagebilleder, interaktioner med de andre deltagere og smagsprøver fra sin Eurovision-sang, "Hallucination".

DR har været med til at guide Sissal. Men det kommer simpelthen så naturligt til hende, indskyder Erik Struve Hansen.

Er nødvendigt

- Hun kan slet ikke lade være, siger han.

Det samme istemmer hovedpersonen selv.

- Det har ikke været presset på den måde, at jeg føler, at jeg skal. Men jeg føler, at det er nødvendigt, siger Sissal og fortsætter:

- Det ved jeg, at det er, fordi jeg kender de sociale medier, og fordi jeg har fulgt med i Eurovision, inden jeg selv kom med i det.

Det er tydeligt, at de lande, der er favoritter i konkurrencen, får mere omtale, bemærker hun, og derfor må hun gøre sig selv bemærket.

En stor del

- Jeg har fokuseret meget på de sociale medier og har været på overarbejde af samme årsag. Men det er også en stor del af, at jeg er blevet en stor fanfavorit, siger den færøskfødte sanger.

Hvis man skal sammenligne indsatsen med en valgkamp, kører Sissal en god en, lyder vurderingen fra journalist Ole Tøpholm, der i mange år har kommenteret Eurovision for DR.

Et godt udgangspunkt

- Hun er meget likeable hos de andre deltagere. Og det er jo ikke en valgkamp, som hr. og fru Georgien bemærker, når de skal stemme. Men det er bare et godt udgangspunkt, siger Ole Tøpholm og uddyber:

- Det giver bare lige det ekstra skud energi og selvtillid, når deltagerne føler sig hjemme, trygge og elskede. Så det giver ikke i sig selv ekstra point. Men når man lægger alting sammen, skulle det gerne give et eller andet.

Udelukkende seerne

37 lande stiller op i årets internationale melodigrandprix, så finalefeltet findes over to semifinaler.

Her er det udelukkende seerne, som bestemmer, hvem der går videre til den grande finale lørdag, og hvem der må forlade Basel i Schweiz uden muligheden for en sejr.

I den endelige finale har fagjuryen dog halvdelen at skulle have sagt i bedømmelsen.

Danmarks Eurovision-håb, Sissal, skal synge om en finaleplads torsdag aften. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS