Bruger musikken til skuespil

Den danske skuespiller Simon Sears vil gerne fortælle underrepræsenterede historier, og han bruger altid musik til at sætte sig ind i sine roller

Simon Sears: Skuespil og Musik

Simon Sears blev inspireret til skuespil af Leonardo Di Caprio i 'What's Eating Gilbert Grape'.

Han identificerede sig med Johnny Depps rolle som storebror i filmen.

Sears bruger musik til at forberede sig til sine roller.

Han er aktuel i DR's serie 'Generationer'.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Drømmen om skuespil begyndte for Simon Sears, da han så Leonardo Di Caprio i rollen som den udviklingshæmmede Arnie Grape.

I klassikeren fra 1993 "What's Eating Gilbert Grape" følger man den unge dreng og hans forhold til sin bror, Gilbert.

Fantastisk oplevelse

- Jeg har selv en storebror, der er hjerneskadet. Så jeg syntes, det var helt fantastisk at opleve en skuespiller fortælle en historie, som jeg ikke havde set før på det tidspunkt, fortæller Simon Sears.

Selv identificerede Simon Sears sig mest med Johnny Depp i rollen som storebroren, der i filmen hjælper sin familie og ikke mindst sin bror.

Holder flammen i live

Filmen lærte Simon Sears, at skuespil var en kanal til at formidle fortællinger, som ellers er underrepræsenterede.

- Det er det, der inspirerer mig allermest. Det holder flammen i live at fortælle de historier, som ræsonnerer med folk, siger den 41-årige skuespiller og fortsætter:

- Det har altid været den fornemmeste opgave at portrættere et helt menneske ud fra det materiale, man har, og så forme det til noget, som folk forhåbentligt kan mærke.

Aktuel i DR-satsning

Simon Sears har de seneste ti år udfoldet sig som skuespiller på både film og tv.

På det store lærred har man kunnet se ham i "9. april", "Vinterbrødre" og "For evigt". Derudover har han medvirket i DR-dramaet "Herrens veje" og i thrillerserien "Den som dræber - Fanget af mørket".

Simon Sears blev inspireret til skuespil, da han så filmen "What's Eating Gilbert Grape". Simon Sears har selv en bror med en hjerneskade, så fortællingen gjorde et stort indtryk på skuespilleren. (Arkivfoto).

Netop nu er Simon Sears aktuel i DR's nyeste søndagsseriesatsning, "Generationer", hvor han spiller gymnasielæreren og familiefaren Martin.

Meget koncentration

Fordi han har kropsliggjort et virvar af karakterer med forskellige træk, er der store forskelle på forberedelsen.

- Der er noget, der kræver helt sindssyg koncentration. Og så er der andet, der kræver andre metoder med min fysik, forklarer skuespilleren.

Laver playliste

Der er dog en metode, som Simon Sears konsekvent tager i brug, når han skal sætte sig ind i sine roller.

- Jeg laver altid en playliste. Noget, som min karakter kunne finde på at lytte til, fortæller den rutinerede skuespiller.

Store forskelle

Forskellene i musikstilen kan derfor også være store, afgjort af om han eksempelvis er den til tider temperamentsfulde Frederik Havgaard fra "Den som dræber - Fanget af mørket" eller den rolige og varme Martin fra "Generationer".

- Frederik er til hård rock. Martin hører mere gammel musik fra 60'erne og 70'erne, siger Simon Sears.

Næste afsnit af "Generationer" kan ses på DR1 søndag aften.

Powered by Labrador CMS