Venner helt tavse om hans død

Vennerne fra "Friends" er helt tavse om Matthew Perrys død

Matthew Perrys alt for tidlige død i weekenden er blevet kommenteret vidt og bredt verden over.

Der sørges over en talentfuld skuespiller, der med en superb timing, sarkasme og ironi evnede at spidde situationer i hvert eneste af serien "Venners" 234 afsnit.

Det er også kendt, at han bag den muntre facade som "Chandler Bing" kæmpede med dæmoner og et heftigt alkohol- og stofmisbrug.

Tavse

Hvor flere kendte og ukendte har været ude at udtrykke sorg og medfølelse med Perrys familie har der ikke lydt et ord fra hans allernærmeste TV-familie.

Jennifer Aniston, Lisa Kudrow, Courteney Cox, David Schwimmer og Matt LeBlanc har været helt tavse, siden det natten til søndag kom frem, at Matthew Perry er død i en drukneulykke i sin jacuzzi.

Ikke blot det mindste pip på sociale medier er det blevet til fra de "fem andre".

Om de arbejder på en fælles udtalelse er uvist.

Ekskæreste har sat ord på

Mathew Perrys ekskæreste i serien, Maggie Wheeler, der spillede den noget belastende Janice, mindedes søndag Perry på sociale medier.

- Sikket et tab. Verden vil savne dig. Den glæde, du bragte til så mange i dit alt for korte liv, vil leve videre, skriver Maggie Wheeler.

Også Gwyneth Paltrow, der angiveligt havde en romance med Matthew Perry for 30 år siden, mindes den afdøde skuespiller.

- Han var så sød og sjov at være sammen med. Vi kørte ud på landet og badede i små floder, drak øl på den lokale bar og kyssede på en eng med langt græs. Det var en magisk sommer, skriver Paltrow på Instagram. 

Powered by Labrador CMS