Sygdom tvinger 'Radiohead' i knæ

Forsanger har fået voldsom halsbetændelse, og derfor må koncerterne flyttes til andre dage

Offentliggjort

Det britiske rockband 'Radiohead' må på grund af sygdom aflyse sin koncert mandag aften i 'Royal Arena' i København.

Det samme gør sig gældende for koncerten tirsdag aften. Det skriver bandet i et opslag på Instagram.

Det skulle efter planen have været de første to af i alt fire koncerter i den danske hovedstad.

I stedet rykkes de to koncerter mandag og tirsdag til 15. og 16. december.

Umuligt at synge

- Vi er dybt ulykkelige over at måtte udskyde disse to koncerter med så kort varsel, men Thom (Yorke, red.) har fået konstateret en voldsom halsbetændelse, som gør det umuligt for ham at synge, skriver bandet.

Bandet håber, at forsanger Thom Yorke er rask til de sidste to af de planlagte fire koncerter, der efter planen skal løbe af stablen 4. og 5. december.

Første i syv år

Radiohead med forsanger Thom Yorke i spidsen gæstede sidst Danmark i 2017, da bandet optrådte på festivalen Northside. Trods silende regn var anmeldere begejstret for koncerten.

Koncerterne er en del af en større europæisk turné, som er 'Radiohead's første i syv år.

Der var stor rift om billetterne, da de blev sat til salg i september. På 25 minutter blev 65.000 billetter til de fire koncerter udsolgt.

'Radiohead' skriver i opslaget mandag, at bandet har været overvældet af den store interesse for de kommende koncerter.

- Det siger sig selv, at vi har det forfærdeligt over, at vi har været nødt til at udskyde disse koncerter, lyder det videre.

Det er første gang siden 2017, at bandet gæster Danmark.

Skabte magi

Den gang spillede de på festivalen Northside, hvor koncerten blev rost af anmelderne på trods af silende regn.

- Selv ikke Elvis Presley eller selveste Thomas Helmig kunne have skabt magi i mudderpølen, men afsluttende "Karma Police" glimtede i natten med de drivvåde publikumsrester på kor, skrev Ekstra Bladets anmelder om koncerten.

Ud af det blå udgav bandet i august i år livealbummet "Hail to the Thief - Live Recordings 2003-2009".

Det var ikke et spritnyt album, men derimod en liveudgave af bandets sjette album, "Hail to the Thief", som udkom i 2003.

Niende album

De europæiske datoer er bandets første liveoptrædener siden 2018, hvor de afsluttede en turné med deres niende album, "A Moon Shaped Pool", fra 2016.

Siden da har hvert medlem haft gang i sine respektive solokarrierer.

Radiohead blev dannet i 1986 og fik stor opmærksomhed med blandt andet sangen "Creep" fra 1993, albummet "The Bends" fra 1995 og gennembruddet fra 1997 "OK Computer".



Powered by Labrador CMS