Klar til dansk festival

Australsk rockband er det første hovednavn på den fynske festival 'Heartland 2026'

Offentliggjort

'Heartland'-festivalen vender tilbage til Egeskov Slot næste år - og nu er det første hovednavn på plads.

Det bliver det australske rockband 'Nick Cave & the Bad Seeds', der i 2026 skal være med til at fyre op under festen i den midtfynske by Kværndrup.

Det afslører 'Heartland' i en pressemeddelelse.

- Nick Cave & The Bad Seeds har stået som et af vores største ønsker til 'Heartland' siden begyndelsen, så jeg er selvsagt meget begejstret over, at det endelig er lykkedes, siger festivaldirektør Ulrik Ørum-Petersen i pressemeddelelsen.

Nick Cave besøgte også 'Heartland' i 2023, men den gang som en del af talkprogrammet.

Nick Cave på scenen med sit band The Bad Seeds under Northside-festivalen i Aarhus. Det australske rockband vender tilbage til Danmark i 2026, hvor de skal optræde på festivalen Heartland.

Fuld koncert

I 2026 vender han tilbage. Denne gang med sit band, der giver fuld koncert torsdag 18. juni som del af en større europaturné.

- Jeg kan næsten ikke forestille mig en mere perfekt afslutning på torsdagen end at stå foran Greenfield-scenen, når 'Nick Cave & The Bad Seeds' runder dagen af, siger festivaldirektøren.

'Greenfield' er 'Heartland's største scene, hvor internationale navne som John Legend, Alanis Morissette og Justin Timberlake sidste år optrådte.

'Heartland 2026' finder sted fra 18. til 20. juni. Flere navne offentliggøres i de kommende måneder.

Blæst bagover

Nick Cave & The Bad Seeds består i denne omgang af Nick Cave, Warren Ellis, Colin Greenwood, Jim Sclavunos, George Vjestica, Larry Mullins og Carly Paradis.

Bandet udgav sidste år sit 18. studiealbum "Wild God", som blæste anmelderne bagover. I Danmark fik det af Jyllands-Postens og Gaffas anmeldere seks stjerner, mens Soundvenues gav det fem ud af seks mulige.

I rockgruppens bagkatalog finder man også klassikere som "Red Right Hand", "Where the Wild Roses Grow" og "Into My Arms".

Billetter til Heartland kan købes som én-, to- eller tredagsbilletter. En partoutbillet til alle tre dage for voksne koster 2995 kroner, mens en éndagsbillet koster 1545 kroner.



Powered by Labrador CMS