Grandprix-potpourri og funkfest i Tivoli
Tivolis Lørdagshits vender tilbage. Der er også gensyn med dronning Margrethes "Fyrtøjet" på Pantomimeteatret
Tivoli åbner 27. marts sin sommersæson nummer 184 og annoncerer i en pressemeddelelse, at det bliver med velkendte koncepter og nye oplevelser.
Koncertkonceptet Lørdagshits bliver udvidet med to ekstra aftener, således at der ti lørdage fra juni til august vil være musik på Plænen.
Ud over danske navne som The Savage Rose og Poul Krebs kommer amerikanske Kool & The Gang forbi.
Ifølge Robert Earl fra funkbandet er Danmark et sted, der bliver ved med at kalde på Kool & The Gang.
- Hver gang har publikum været fantastiske, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Jeg ved, at sange som "Celebration", "Get Down On It" og "Ladies' Night" stadig spilles på radiostationer og fylder dansegulve over hele Danmark, og det gør det endnu mere fedt at vende tilbage.
Fyrværkerishow
Samtlige lørdage i juni, juli og august fyrer forlystelsesparken op for et fyrværkerishow inspireret af "Olsen-banden ser rødt", der i år har 50-års jubilæum.
På Pantomimeteatret bliver det gensyn med balletudgaven af H.C. Andersens eventyr om "Fyrtøjet" med dronning Margrethes scenografi og kostumer.
Også koncertkonceptet Syng med, der har det svenske program "Allsång på Skansen" som inspiration, vender tilbage med entertainer Annette Heick som vært.
Sommerhitklassikere
Årets temaer bliver melodigrandprixsange og danske sommerhitklassikere.
- I år har jeg endnu en gang håndplukket nogle populære sangere, som jeg har et særligt personligt forhold til. Blandt de medvirkende er Pernille Højmark, Julie Berthelsen og Søren Poppe, og der kommer flere til, siger Annette Heick i pressemeddelelsen.
Derudover vil der også være jazz- og klassisk musik sommeren over.
Tivoli har allerede annonceret navnene til årets Fredagsrock.
Koncertkaravanen bliver slået an til tonerne af de danske bands When Saints Go Machine og Spleen United 10. april og slutter fem måneder senere med Dizzy Mizz Lizzy 11. september.
Årets sommersæson varer til og med 20. september.