Luksusfælden: Tina nægter at indvi kæresten i sin økonomi
Tina nægter at indvi sin kæreste Preben i sin økonomi. Kan Luksusfældens eksperter mon ændre på det?
I den lille landsby Randerup mellem Skærbæk og Tønder i Sønderjylland hænger fortielserne som en dyne over Tina og Prebens forhold.
For selvom de bor sammen og har været kærester i tre år, nægter Tina at indvi Preben i sin økonomi.
Han har ofte spurgt til økonomien, men det ender altid i et skænderi.
Skjuler indkaldelser til fogedretten
Imens sørger Tina for at skjule indkaldelserne til fogedretten, samtidig med at hun undgår at Preben finder ud af, nøjagtig hvor mange penge, hun hver måned poster i sin 19-årige datter, fordi hun er bange for at sige nej til hende.
Parret elsker at handle i grænsebutikker, men de er ude af stand til at lægge en plan for indkøbene.
Da eksperterne møder parret, har de tre kummefrysere fyldt til randen med mad, som de ikke spiser. I stedet køber de fastfood.
Eksperterne beder Tina om at være ærlig
Eksperterne, Mette Reissmann og Carsten Linnemann, gør det hurtigt klart for parret, at hvis de skal kunne hjælpe dem, må Tina være ærlig overfor Preben og lægge alle de økonomiske hemmeligheder frem.
Tina bekender, at hun bruger 3000 hver eneste måned på sin datter. Hun betaler nemlig både hendes cigaretter, hendes bil og hendes løbende behov for kontanter.
Men da eksperterne dykker ned i Tinas konti, viser det sig, at beløbet er langt højere.
Et beløb, der blot bidrager til parrets overforbrug, som bliver finansieret af Prebens kassekredit, der på blot et år er vokset fra 0 til 50.000 kroner.
Hvordan reagerer Preben, da han opdager hvor massive Tinas fortielser har været? Og kan Tina tackle datterens vrede, hvis hun smækker pengekassen i for ikke at ligge Prebens kassekredit yderligere til last?
Få svaret i aften i Luksusfælden klokken 20 på TV3.