Dansk skuespiller i ulykke på scenen

Mikkel Bay Mortensen kom til skade på scenen og må udgå af forestillingen "Miraklet i Madrid" på Odense Teater

Offentliggjort Sidst opdateret

Skuespiller erstattes efter skade på Odense Teater

Mikkel Bay Mortensen blev skadet under premieren på 'Miraklet i Madrid' og må udgå fra forestillingen.

Gerard Carey overtager rollen, så forestillingen kan fortsætte som planlagt.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

I slutningen af første akt på selve premiereaftenen på Odense Teaters nye fodboldforestilling "Miraklet i Madrid" kom skuespilleren Mikkel Bay Mortensen i torsdags til skade.

Han gennemførte resten af premieren, men udgår nu, da lægeundersøgelser har vist, at han har revet akillessenen over.

Han erstattes af Gerard Carey, som har indøvet rollen på rekordtid, så Odense Teater onsdag aften kan fortsætte forestillingen, der ellers har været aflyst efter premieren.

Ved godt mod

I et opslag delt på Odense Teaters officielle Facebook-side fortæller Mikkel Bay Mortensen, at han er ved godt mod, selv om han er ærgerlig.

- Det er så uheldigt, at det næsten ikke er til at forstå, lyder det fra Mikkel Bay Mortensen, der ikke kommer nærmere ind på, hvordan uheldet skete.

- Jeg er ked af, at jeg ikke kan være der for teatret og for forestillingen. Jeg ønsker Gerard og mine fantastiske kolleger et kæmpe pøj, og jeg håber, at en masse mennesker vil komme og opleve denne sjove og rørende komedie, lyder det fra ham.

- Det er så uheldigt, at det næsten ikke er til at forstå, lyder det fra Mikkel Bay Mortensen, der ikke kommer nærmere ind på, hvordan uheldet skete. (PR-foto).

Markering af sejr over Real Madrid

"Miraklet i Madrid" er Odense Teaters markering af 30-årsjubilæet af Odense Boldklubs sejr over de spanske superstjerner fra Real Madrid i 1994.

Forestillingen udspiller sig i nutiden og handler om en gruppe venner, som 30 år efter den virkelige sejr vil gentage deres tur til Madrid.

Men det viser sig hurtigt, at det kun er vejen til den spanske hovedstad, der er den samme som før, lyder det om handlingen.

- En ulykkelig situation

Teaterdirektør Jacob Schjødt kalder Mikkel Bay Mortensens skade for en ulykkelig situation.

- Jeg er dybt imponeret over, at han gennemfører premieren og spiller så fremragende efter uheldet. Det siger meget om den dedikation, som ud over fagligt niveau også kendetegner vores skuespillere på Odense Teater, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at få Gerard Carey til at overtage rollen. Han er en dygtig skuespiller, der er et rigtigt match med rollen.

"Miraklet i Madrid" spiller frem til og med 7. juni.

Powered by Labrador CMS