Stor retssag venter Marius
Der er der nogle personer, som ikke skal vidne i sagen
Den norske anklagemyndighed vil indkalde 53 vidner i retssagen mod Marius Borg Høiby, der er søn af den norske kronprinsesse Mette-Marit.
Det viser et dokument fra anklagemyndigheden, som blev offentliggjort mandag, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Tekniske undersøgelser
Dokumentet viser, hvilke beviser myndigheden vil føre i straffesagen mod Høiby, når retssagen starter næste år.

Blandt beviserne, der varsles fremlagt, er mediefiler fra Marius Borg Høiby selv, samt data fra pulsur og andre tekniske undersøgelser.
Flere politiefterforskere, kendte personer, en søvnekspert og folk, der har deltaget i efterfester med Høiby, er blandt de indkaldte vidner.
Ingen fra kongefamilien
Ingen medlemmer af kongefamilien er på listen over vidner.
Marius Borg Høiby er tiltalt for en lang række forhold, herunder fire voldtægter, har den norske statsadvokat tidligere oplyst.
I alt er han tiltalt for 32 forhold, som ud over voldtægterne omhandler blandt andet mishandling i nære relationer og flere voldshandlinger, skriver det norske medie NRK. Der er syv forurettede kvinder.
Fil af det hele
De fire voldtægter, som anklagemyndigheden mener at kunne bevise, er ifølge statsadvokaten begået mod fire forskellige kvinder og omtales som sovevoldtægter. Den første i 2018, en i 2023 og to i 2024, skriver NTB.
Der findes film og billeder af alle hændelserne, siger anklagerne.