Nyt om drama på Amalienborg
En klimaaktivist har fortalt til TV 2, at han blev skubbet omkuld af en garder nytårsaften
Den garder, som nytårsaften skubbede til en miljøaktivist foran Amalienborg, bliver ikke sigtet for vold.
Det er Forsvarsministeriets Auditørkorps kommet frem til efter en efterforskning af sagen, skriver TV 2.
Skubbet omkuld
Episoden fandt sted, efter at kong Frederik havde holdt sin nytårstale.
Aktivisten Oskar Kluge fremviste et banner med ordene "Klimakollaps - træk nødbremsen".
Herefter har han tidligere forklaret til TV 2, at han blev skubbet omkuld af garderen og siden blev slået af en tilskuer.
Afviser anmeldelse
Miljøaktivisten har afvist, at han stod bag politianmeldelsen af garderen.
Garderens advokat Jakob Buch-Jepsen er glad for afgørelsen.
- FAUK (Forsvarsministeriets Auditørkorps, red.) har vurderet, at magtanvendelsen har været helt efter bogen, hvilket min klient og jeg naturligvis noterer os med tilfredshed, skriver han til TV 2.
Delt flittigt
En video, der viser protesten fra aktivisten, og at han efterfølgende blev skubbet omkuld, blev delt flittigt på de sociale medier i starten af året.
Efter optrinet blev aktivisten liggende på jorden i nogle sekunder, hvorefter han rejste sig og trådte væk.
Aktivisten har selv fortalt til TV 2, at han efter episoden blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.