Viser ny veninde frem
'JR' fra 'Hotel Romantik' må tage på roadtrip for at besøge alle kvinderne
Jesper Understed Rosengren eller 'JR' fra ’Hotel Romantik’ havde en ny ledsager ved sin side, da ’Året der Gak’ blev optaget i Cirkusbygningen mandag aften.
Han dukkede nemlig op sammen med musikeren og sangeren Emma Winther, som han ikke tidligere har vist sig offentligt med.
- Vi mødtes til premieren på 'Downton Abbey' i Dagmar. Siden har vi været gode venner, sagde 'JR' til Kendte.dk.
Sød musik
Emma kendte i forvejen 'JR' fra DR-datingprogrammet, mens han havde hørt hendes søde musik i radioen.
- Vi faldt i snak og er så blevet gode venner, forsikrede Emma Winther, der samtidig understregede:
- Vi er ikke kærester - jeg har en dejlig en af slagsen.
- Så det er kun mig, der er single, tilføjede 'JR' med et smil.
Interessante henvendelser
Men han har fortsat travlt på datingmarkedet.
Efter den store popularitet gennem 'Hotel Romantik' har han fået oprettet en Instagram-profil, hvor han får interessante henvendelser fra kvinder over hele landet.
- Der er rigeligt at vælge imellem, og en gang imellem tager jeg på roadtrip til Jylland og Fyn for at besøge nogle af dem, afslørede han.