Vild med dans: Spænding om hvem der ryger i aften
Der er kamp om ikke at ryge ud af Vild med dans i aften. Og så er der en ny favorit til at vinde denne sæson.
Sidste fredag blev Vild med Dans skudt i gang med et brag.
På forhånd var der mange uafklarede spørgsmål om hvem der løber med den samlede sejr, og hvem der må lade livet.
I det første show røg Christian Bækgaard ud sammen med partneren Mille Funk.
Kamp om ikke at ryge ud
Men hvem der må lade livet i denne uge er et åbent opgør mellem tre af deltagerne, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse:
– Vi har Ane Høgsberg, René Holten Povlsen og Lucas Hansen, hvor vi forventer, at to ud af de tre ryger i omdans, siger oddsansvarlig Peter Emmike Rasmussen og tilføjer:
– Selvom Simon Juul og Daniel Svensson fik lavest point i sidste uge, så har de en popularitet, som gør, at vi vurderer, de ikke er i farezonen endnu.
Ny favorit i Vild med dans
I den anden ende af spektret har showet fået en ny favorit efter det første show.
Før var det Sofie Lassen-Kahlke, men efter at have set deltagerne an, har Iben Hjejle danset sig frem i bussen og lægger nu an i førerfeltet.
– Iben Hjejle tog gulvet med storm og fik 20 point af dommerne, som velsagtens er en af de allerbedste pointhøster i det første show nogensinde. Derfor er hun nu i front som favorit. Men Sofie Lassen-Kahlke har altså ikke skuffet, Iben Hjejle var bare fænomenal, siger Peter Emmike Rasmussen.
Du kan se Vild med dans i aften klokken 20 på TV2.