Afslører: Frederik og Mary kommer
Mange vil møde op for at sige hej til kongeparret, lyder det fra borgmesteren
Mandag den 28. juli kl. 16.00 rulles den røde løber ud på Torvet i Gråsten, når kong Frederik og dronning Mary officielt modtages i forbindelse med deres sommerophold på Graasten Slot.
Sådan skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Sover på slottet
Traditionen tro vil kongeparret bo på det sønderjyske slot, og Sønderborg Kommune markerer ankomsten med en officiel modtagelse, hvor borgere inviteres til at møde op og byde dem velkommen.
Hvis vejret tillader det, vil Kongeparret - ligesom sidste år - efter ceremonien spadsere fra Torvet gennem Slotsgade til Graasten Slot, hvilket giver endnu flere borgere mulighed for at hilse på dem undervejs.
Masser af mennesker
- Det var en helt fantastisk modtagelse sidste år med flere tusinde tilskuere. Jeg er ikke i tvivl om, at vi igen i år vil se rigtig mange mennesker møde op for at ønske Kongeparret en god ferie - både på Torvet og langs ruten, siger borgmester Erik Lauritzen.
Modtagelsen vil foregå med pomp og pragt: Faner, flag, musik og et blomsterbarn vil sætte en festlig stemning. Borgmesteren vil holde en kort velkomsttale og præsentere byrådsmedlemmer og direktører fra Sønderborg Kommune, inden Kongeparret fortsætter mod slottet.
