Verdenskendt sanger: -Jeg kæmpede for at blive far

Chrissy Teigen og John Legend fik sidste forår en datter, som kom til verden gennem kunstig befrugtning.

Chrissy Teigen og John Legend giftede sig i 2013 efter seks års forhold. Foto: Danny Moloshok/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Et lille nyt stjerneskud kom til verden i foråret 2016, da John Legend og Chrissy Teigen fik datteren Luna Simone Stephens.

Den 38-årige sangstjerne og den 31-årige model havde længe kæmpet for at blive naturligt gravide, men havde så store problemer med fertiliteten, at de måtte have hjælp.

I et nyt interview med magasinet Cosmopolitan fortæller Legend, at han og Teigen har stået frem med fertilitetsfortællingen for at understrege, at heller ikke de er perfekte trods den glamourøse overflade.

– Jeg synes, det var svært ikke at kunne undfange naturligt. Man ønsker, at alt skal fungere korrekt, og at alt skal være perfekt, men nogle gange er det ikke sådan.

– At få en baby er en stor udfordring for et par. At gå igennem det styrker ens bånd, fordi man ved, at kan man klare dét, kan man klare hvad som helst, siger den oscarvindende Glory-sanger.

Teigen ønskede en datter

Legends kone, Chrissy Teigen, har tidligere åbenhjertigt fortalt, at den kunstige befrugtning gav parret muligheden for at vælge køn, og modellen ønskede sig brændende at give sangeren en datter.

Over for Entertainment Weekly tilføjede hun i januar i år, at parret gerne vil udvide familien med endnu et par børn.

– En lille dreng bliver helt sikkert den næste, lød det fra hende.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS